Black Tea

Vi taler ofte om den afrikanske migration til Vesten, men hvad sker der, når migrationssporet peger østpå mod nye økonomiske og kulturelle kraftcentre?

Black Tea viser en global virkelighed, som de færreste vesterlændinge kender til. Nemlig det prekære, men dog håbefulde liv, som mange vestafrikanere fører i Mellemøsten og Østasien. Filmens største styrke er som en afdæmpet geopolitisk meditation over en ny verdensorden.

I Elfenbenskysten siger Aya (Nina Mélo) nej ved alteret, da hun indser, at hendes gom hverken elsker hende eller er tro. Hun flygter til Guangzhou i Kina, nærmere bestemt ”Chocolate City”, et autentisk kvarter i millionbyen, hvor titusinder af afrikanske migranter handler, lever og elsker i skyggen af hyperkapitalismens kinesiske epicenter.

Heri ligger filmens mest interessante træk, og her fornemmer vi bedst instruktørens mission.

Abderrahmane Sissako har altid været en interessant instruktør med verdensøjne og hjemve i hjertet. Hans biografi spejler den diasporiske, postkoloniale tilstand, som også gennemsyrer hans film. Han er født i Mauretanien, opvokset i Mali, uddannet i Sovjetunionen og bosat i Frankrig. 

I værker som Heremakono og Bamako har han skabt mageløse filmiske rum, hvor hverdag og verdenspolitik smelter sammen med en poetisk originalitet. Som i Bamako, hvor en retssag om global økonomi finder sted på et lerklinet torv i Malis hovedstad.

Den Oscar-nominerede Timbuktu fra 2014 er en knivskarp og til tider næsten surrealistisk skildring af islamistisk terror og civil modstand, der cementerer Abderrahmane Sissakos position som Afrikas vigtigste auteur.

Så fulgte ti års tavshed, og Black Tea er ikke en forudsigelig opfølger. Sissako bevæger sig længere væk hjemmefra end nogensinde før – både geografisk og æstetisk. Aya får job i en tebutik i Chocolate City, hvor ejeren Cai (Chang Han) hæger om kvalitet og andægtighed med en ro, der er det modsatte af hendes skidespræller af en eksforlovet.

Det politiske raseri er erstattet med kærlighed, og ørkenlandskaber er byttet ud med glatte butiks-interiører. Mali-blues med te-ceremoni. Men det, der på papiret lyder som en karrieremæssigt visionær manøvre fra Sissakos side, bliver desværre lidt af en fuser.

Dialogen føles konstrueret, mens de to hovedpersoner udveksler smertelige ærligheder over oolong-te, og skuespillet er stift, særligt fra den distingverede Chang Han (en slags asiatisk Richard Gere). Nina Mélo udstråler mere naturlighed og mindre stjerneaura, men hendes indre konflikt forbliver diffus og bringer ingen gnist til romancen. 

Der er kort sagt damp på de forkerte kedler. 

Det stilfærdige begærs poetik forudsætter en præcision og sanselighed, som hverken Sissako eller fotograf Aymerick Pilarski mestrer. Black Tea vil gerne være ligesom Wong Kar-wais mesterværk In the Mood for Love, men forbliver en stiløvelse, hvor den digitale klarhed dræber stemningen.

Filmen er i øvrigt slet ikke optaget i Chocolate City, men i Taiwan, og der er et kammerateri mellem afrikanere og asiater, der nærmest ligner ønsketænkning.

Affæren forbliver ufarlig og uforløst, og dermed dør filmen rent dramatisk. Manuskriptet forsøger godt nok at kompensere med små sidehistorier – eks’er og børn, naboer, et mysterium i Kap Verde – men de fremstår som uforløste, rodede antydninger.

Black Tea har tydeligvis ambitionen om at forbinde postkoloniale erfaringer mellem kontinenter og kulturer i en ny filmisk konfiguration. Dét fortjener respekt. Der er også gode idéer i glimt, som en sort myre i et landskab af tyl – et på en gang konkret og symbolsk billede.

Men som æstetisk oplevelse og kærlighedshistorie vakler filmen. Den bliver stående som et frustrerende mellemværk fra en filmskaber, der engang kunne ryste os.