Black Mirror – sæson 4

Den største mavepuster i fjerde sæson af Black Mirror kommer i afsnittet Hang the DJ, hvor fem år bliver til tyve timer i løbet af få sekunder.

Det lyder nok temmelig kryptisk, men som oftest med den britiske antologiserie om teknologiens mørke spejling i mennesket, er det faktisk ret ligetil.

Amy og Frank har mødt hinanden på en dating-app, der er mere vidtgående end Tinder, og hvad vi ellers har af tidens elektroniske amor-pile. Den sætter mennesker sammen fra et par timer til flere år ud fra en algoritme a la det, vi kender med forslag fra blandt andet nutidens streaming-verden.

Endemålet er at lave det perfekte match.

Da Frank trods en aftale med Amy ikke kan dy sig for at se, hvor lang tid maskinen har givet dem sammen, bryder han dog spillereglerne og må se de barske konsekvenser i øjnene: Deres tid fordufter for øjnene af ham.

Afsnittet har sin titel fra The Smiths-sangen Panic – som også spiller til sidst – hvor Morrissey synger om at klynge dj’en op med begrundelsen: ”Because the music that they constantly play / It says nothing to me about my life.”

Desværre har afslutningen ikke den samme dybtfølte resonans som oplægget og som seriens bedste afsnit – The Entire History of You, Be Right Back og San Junipero fra hver af de første tre sæsoner – rammer med uhyggelig præcision i kærlighedens møde mellem nyt og gammelt.

Til sidst i Hang the DJ opløser historien om de to elskende sig nemlig i digital støj, der glemmer det alment menneskelige og ikke får 80’er-musikken til at sige det store om hverken dette eller det nærfuturistiske liv.

Den svingende kvalitet gælder i nogen udstrækning for hele den nye sæson, der ikke har dårlige afsnit, men heller ikke fantastiske som de førnævnte.

Når Black Mirror er bedst, kan den fortælle gammelkendte historier med en trolig originalitet og jage en sjælden skræk i livet. Serien er helt berettiget blevet kaldt vor tids The Twilight Zone, fordi den på samme måde som Rod Serlings klassiske antologiserie sætter billeder på frygt og higen efter forståelse i mødet med det ukendte.

Det er dog en anden 60’er-serie, der bliver refereret til i sæsonens mest opsigtvækkende afsnit: USS Callister.

Det følger en succesfuld, men underkuet computerprogrammør (Jesse Plemons), som i sin fritid går ind i en Star Trek-agtig spilverden, hvor han er kaptajn på et rumskib i bedste Captain Kirk-stil. Såkaldte Trekkies vil nok nyde den nostalgiske leg med Star Trek, som her er blevet omdøbt til Space Fleet. Men der er mere sjov idé end god udførelse i den over en time lange rumopera, der hverken bliver helt så morsom eller mørk som tilsigtet.

Så er der mere konsekvens i Metalhead, der i sort-hvid og på kun 40 minutter fortæller en historie om noget så simpelt som en intens jagt.

Stedet er en uforklaret postapokalyptisk udgave af det skotske højland, hvor en kvinde bliver jagtet af en metallisk hund. Den er skræmmende, fordi man aldrig finder ud af, om den er styret af en herskende klasse mennesker eller om robotterne har overtaget – eller noget helt tredje.

De resterende afsnit – Arkangel, Crocodile og Black Museum – er hver især skarpe fortællinger, der nok ville være højdepunkter i mange andre serier.

Men overvågnings-temaerne i de to første er blevet turneret mere originalt og medrivende tidligere i Black Mirror, og man kan begynde at mistænke folkene bag for at kæmpe med at få friske idéer.

Når det er sagt, viser Black Museum, at der også er muligheder ved at være gammel i gårde og have skabt sig en identitet, som man kan lege med. Afsnittet har referencer til resten af serien og binder det fascinerende univers sammen på hidtil usete måder.

Så selv om fjerde sæson ikke er den stærkeste samling afsnit, har man fortsat tiltro til, at Black Mirror også i fremtiden vil være en af tidens mest vedkommende serier.