Birthday Girl

I ALT for damernes sikkert ganske pålidelige ”store mor-undersøgelse” fra 2013 kunne man læse, at ti procent af deltagerne var såkaldte venindemødre. Det er sådan nogle, der fester med deres døtre, går i det samme tøj og ser sig selv som én af vennerne mere end en autoritetsfigur.

Der findes ingen nyere statistik over, hvor mange venindemødre, der findes i dagens Danmark. Men psykologer har skudt fænomenet godt og grundigt ned som en håbløst usund forælder-strategi.

Når man ser Trine Dyrholm i Michael Noers Birthday Girl, forstår man hvorfor.

Hun spiller venindemoren Nanna, der har taget sin datter Cille og dennes ven Lea med på krydstogt i anledning af Cilles attenårs fødselsdag. Her skal de hygge sig med alle de ting, som en teenagepige elsker, og som en mor normalt aldrig er en del af.

Iført næsten 00’er-smart leopardprint ignorerer Nanna sit afkoms mange utaknemmeligheder og kæmper for hendes gunst ved at synge med på Tessa, flirte med unge mænd og skaffe de to mindreårige en lind strøm af ulovlige cocktails.

Det går endnu mere galt, end man kunne forvente, og kort inde i den stramme film må Nanna tage Cille med til skibets læge efter en voldtægt.

En lang og veludført ubehagelig scene udspiller sig, hvor en sympatisk, men lidt for professionel læge med det samme går i gang med at indsamle bevismateriale.

Imens forsøger Nanna ihærdigt at forstå, hvad der foregår i datterens hoved. Men hun bliver afvist af pigen, der ingen tiltro har til sin forsørger.

Nanna mærker allerede konsekvenserne af sit overjoviale forældreforhold, der bunder i en skilsmisse og en kronisk dårlig samvittighed over, at hun ikke har været nok til stede i sin datters liv. Nanna ejer ikke en rigtig mors autoritet, men heller ikke en rigtig vens trøstende forståelse. Hun har reduceret sig selv til en drinksholdende tjener.

Man mærker et voldsomt skift, da Nanna endelig forlader stilheden i lægeværelset til fordel for skibets helvedesagtige ambiance af spillemaskiner, popmusik og latterlige lydreklamer for ferieparadiset Bahamas.

Nils Vikens lyddesign signalerer elegant overgangen fra filmens fremragende, über-realistiske indledning til den næste times højdramatiske spændingsmareridt. Ligesom i debutspillefilmen R og DR-serien Huset viser Michael Noer sit blik for et nøje, afgrænset univers. Nemlig et krydstogtskib, hvor man uden et amerikansk pas mere eller mindre er overladt til sig selv.

Skibet sejler ind i en storm, og scenerne i den vuggende skude bliver mere og mere søsyge, mens Nanna tager stadigt mere tvivlsomme beslutninger i forsøget på at kompensere for sin uansvarlighed.

Trine Dyrholm er et grufuldt spejl for verdens venindemødre og skræmmende menneskelig, når Nanna forsøger at finde voldtægtsmanden og samtidig skjule sin rolle som den, der fyldte Cille med sprut.

Dyrholm giver først Nanna en diffus maske af afslappethed, som snart må splintres til fordel for et vildt ekspressivt behov for den kontrol over sit barn, som hun har mistet.

Det er en karrieredefinerende præstation i meget bogstavelig forstand, for vi får glimt af flere af Dyrholms tidligere store roller undervejs.

Først er hun den håbløst kuede kvinde fra Den skaldede frisør, og herefter skifter hun dynamisk mellem den bistert forurettede amatørdetektiv fra anden sæson af serien Forhøret og den monstrøse løvinde fra Dronningen.

Flora Ofelia Hoffmann Lindahl (Du som er i himlen) spiller de svære, sårbare scener som Cille til ug.

Hun ligner ikke Trine Dyrholm af fysik, men formår alligevel med sin positur og replik at komme til at minde mere og mere om den hærdede kvinde, hun spiller over for. Man kommer til at grue for den unge kvindes fremtid.

Maja Ida Thiele skal også roses for rollen som Lea, der giver Dyrholm vigtigt modspil, og norske Herman Tømmeraas er foruroligende slesk som den mistænkte voldtægtsmand Kevin.

Til sidst går der lovligt meget whodunit i den, og dramaet bliver sat for meget på spidsen med replikker som: ”Du kender jo ikke din egen datter!”

Et par af handlingens voldsomme udsving er også en smule forudsigelige, men filmen er aldrig i fare for at kæntre. Michael Noer har et solidt greb om fortællingen med moren, der skal lære at være til stede for sin datter, når hun har brug for det, og acceptere, at hun ikke kan være en del af alt i hendes liv.

Allersmukkest illustreres det i en neonbadet silent disco-scene, hvor Nanna danser med Cille uden at kunne høre den musik, datteren lytter til.