Billions

Første afsnit af dramaserien Billions slutter, hvor den skulle have startet: Med finansmagnaten Bobby Axelrod (Damian Lewis) og statsanklageren Chuck Rhoades (Paul Giamatti) over for hinanden i en regulær egokrig.

Luften sitrer af spænding, når de to ambitiøse mænd, som på hver deres måde er på toppen af New Yorks finansverden, står ansigt til ansigt. Det sker desværre alt for sjældent i de to første, timelange afsnit.

I stedet bliver der serveret en halvbagt fortælling om pengenes magt i en glat finansverden, hvor samtalerne, der er fyldt med lovligt smarte replikker, savner menneskelig substans.

Stenrige Axelrod leder hedgefunden Axe Capital, men er øjensynlig en sympatisk forretningsmand. De ansatte ikke bare respekterer ham, de ligefrem elsker ham for hans afslappede natur og morsomme væsen.

Det samme gør hans hengivne kone Lara (Malin Akerman), der ikke er for fin til at sætte sin mands få kritikere alvorligt på plads. Sammen har de to søde børn, som de tager sig tid til at spise aftensmad med. Måltidet bliver samtidig en lektie i kapitalistisk filosofi, eksemplificeret ved familiens hund, der pisser på gulvtæppet.

”Han markerer bare sit territorium,” fortæller Axelrod sine børn og forklarer dermed for selv de mest tungnemme, at finansverdenen er et dyrerige, hvor jungleloven hersker.

På den anden side af spektret er det statsanklager Chuck Rhoades’ arbejde at holde opsyn med den pengestærke elite, så den ikke kan gøre, hvad der passer den. Her kommer finanstermer som ”insider-trading” på banen, og det menneskelige drama drukner igen i smarte og indforståede replikker.

Det hele kompliceres ved, at Rhoades’ kone Wendy (Maggie Siff) ikke bare er virksomhedspsykolog i Axe Capital. Hun er også en af Axelrods mest betroede medarbejdere. Dermed bliver hun seriens mest interessante karakter, der med et ben i hver lejr må veje professionalisme mod troskab.

Billions er kendetegnet ved brovtende erklæringer, der hurtigt bliver trættende, når først Axelrod har leveret den bedste: ”Hvad er idéen med at have fuck dig-penge, hvis man aldrig siger ’fuck dig?’”

Der ligger en spændende historie om gamle og nye penge, som endnu ikke er blevet forløst efter de to første afsnit. Axelrod er den klassiske underdog, der uden fin familie eller uddannelse har kæmpet sig op via hårdt arbejde. Han er også sit firmas eneste overlevende partner fra 9/11.

En af de mest tilfredsstillende scener viser ham i Metallica-t-shirt snøre en forkælet, jakkesætsbærende rigmandsfamilie, der aldrig har arbejdet en dag i deres liv.

Billions lægger sig i smørhullet mellem The Wolf of Wall Street og den nye DR-serie Bedrag. Den førstes vanvid er repræsenteret via kokainpåvirket fetich-sex og dyre statusindkøb, mens den andens rationelle syn på økonomisk kriminalitet driver historien frem.

Desværre resulterer parringen i en ret ubestemmelig blanding, der ikke lader sig selv være hverken satire eller socialrealisme. Det er en skam, da skuespillet er i mere end kapable hænder.

Seriens producere har foretaget en lille genistreg ved at stille Paul Giamatti (Rhoades) – en af amerikansk indiefilms dygtigste mænd – over for tv-veteranen Damian Lewis (Axelrod), kendt fra Homeland og Wolf Hall. Begge brænder de igennem som to egodrevne mænd, der vil vinde for enhver pris.

Derfor er det så meget desto mere synd, at de to ikke deler flere scener fra seriens begyndelse. Men mon ikke, at de vil interagere mere i de kommende afsnit? Den sløve start til trods har man lyst til at se mere – alene for de flygtige øjeblikke, hvor Axelrod og Rhoades holder pissekonkurrence.