Biografanmeldelse
27. juli 2017
Bigfoot Junior
I Himalaya-bjergene hedder han Yeti og i USA Bigfoot. Adams liv forandrer sig dramatisk, da han opdager, at hans far er det store pelsede skovvæsen i Bigfoot Junior. Foto | SF Studios

Bigfoot Junior

Det mystiske skovvæsen Bigfoot har fået en næsten helt almindelig teenagesøn i eventyrlig og energisk familiefilm.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

I starten af Bigfoot Junior kan teenageren Adam ikke forstå, hvorfor hans pjuskede hår vokser så kraftigt, og hans fødder pludselig stikker igennem hans kondisko.

Som titlen antyder, leger den belgisk-franske animationsfilm Bigfoot Junior med myten om det mystiske og uforklarlige skovvæsen, der i USA hedder Bigfoot.

Filmen stiller spørgsmålet, hvad der mon sker, hvis Bigfoot har en søn, der lever et næsten normalt liv langt væk fra skoven, med kedelige skoledage, sure madpakker og teenageproblemer. Og så lige en overordentlig kraftig hårvækst og et par fødder langt over størrelse 49.

Svaret er blevet et vellykket og underholdende eventyr af en familiefilm.

Bigfoot Junior overrumpler ikke med opfindsomhed, men lykkes med at være en fortælling, hvor de gode er gode, og de onde er onde – og som både børn og voksne kan indleve sig i.

Egentlig tror Adam (Malte Milner Find), at hans far er død og at han selv bare lever et kedeligt teenageliv med sin mor. I skolen bliver han mobbet og føler sig udenfor, især fordi hans krop opfører sig mærkeligt.

Når Adams mor (Jette Sophie Sievertsen) klipper hans hår, er det vokset ud igen næste morgen, og når han går ned ad skolens gang, stritter hans tæer ud igennem skosnuden.

Ved en tilfældighed finder Adam ud af, at hans far slet ikke er død, men bor i skoven. Han beslutter sig for at finde ham, men opdager, at hans far er selveste Bigfoot (Mads Knarreborg) – et slags hulemandslignende menneske med pels, enorme fødder og særlige kræfter.

Et fejlslagent medicinsk forsøg har forvandlet Adams far til Bigfoot. På grund af sin kraftige hårvækst er han jagtet af det onde firma HairCo, der vil udvikle et mirakelmiddel mod hårtab. De tvinger ham ud i skoven, hvor Adams far lever på flugt.

Som resuméet viser, lider Bigfoot Junior under en tynd konflikt med en aparte modstander. At et ondt farmaceutisk selskab har frembragt Bigfoot som et slags Frankensteins monster i jagten på lækkert hår, føles i starten konstrueret. Men man tilgiver det hurtigt, fordi filmens animerede univers lægger op til fantasifuld ramasjang.

Bigfoot Junior er god til at skabe de elskværdige og gæve karakterer, som Adam drager på eventyr med.

Da hans far bliver fundet og fanget af HairCo, allierer Adam sig nemlig med en fugl, et egern, en bjørn og vaskebjørnene Trapper (Benjamin Hasselflug) og Weecha (Molly Egelind).

Adam og hans nye dyrevenner er et fornøjeligt bekendtskab, der skyder en god gang dynamik og veloplagt pingpong ind i fortællingen, som godt kan tangere det moraliserende og sukkersøde.

Man kunne sagtens ønske, at Bigfoot Junior turde skeje mere ud visuelt og lege med det animerede format, men langt størstedelen af filmen er dygtigt udført.

Udtrykket er fyldigt, farverigt og fuld af detaljer, der fungerer godt i fortællingen. Det meste af filmen foregår enten i den enorme, men gæstfrie skov, hvor Bigfoot bor, eller på HairCo’s sterile og aluminiumskolde fabrik, der emmer af kynisk ondskab.

Undervejs rammer Bigfoot Junior plet med et par velplacerede jokes og vittige indslag. Det er for eksempel ret sjovt, at HairCo’s hærdebrede bodyguards konstant drikker caffe latte.

Det yngre publikum vil kunne indleve sig i historien om at føle sig anderledes. Og glæde sig over, at Adam faktisk bliver ret glad for sin iltre manke og store fødder.

Titel:
Bigfoot Junior

Originaltitel:
The Son of Bigfoot

Land:
Belgien, Frankrig

År:
2017

Instruktør:
Ben Stassen, Jeremie Degruson

Manuskript:
Cal Brunker, Bob Barlen

Medvirkende:
Malte Milner Find, Mads Knarreborg, Benjamin Hasselflug, Molly Egelind

Spilletid:
91 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
27. juli

Fra samme skribent

Boganmeldelse
07. aug. 2025
At åbne rum

At åbne rum

Serieanmeldelse
29. okt. 2021
Overleverne

Overleverne

Biografanmeldelse
28. juli 2021
The Ice Road

The Ice Road

Serieanmeldelse
30. juni 2021
Efterskolen

Efterskolen

Essay
01. juni 2026
”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

Hvorfor stoppede Bo Green Jensen pludselig på Weekendavisen efter fire årtier? ”Til sidst var der bitter krig hele tiden,” fortalte han sørgmodigt til Ekko i november 2023 – en beretning, vi nu bringer med de nærmestes velsignelse.

Nyhed
31. maj 2026
DR er skyld i Deluca-konkurs

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

Nekrolog
29. maj 2026
Bo Green Jensen er død

Bo Green Jensen er død

007 First Light
Spilanmeldelse
01. juni 2026

007 First Light

Gone
Serieanmeldelse
01. juni 2026

Gone

Ben’Imana
festivalanmeldelse
30. maj 2026

Ben’Imana

Mest læste

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”
Essay
01. juni 2026

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

Bo Green Jensen er død
Nekrolog
29. maj 2026

Bo Green Jensen er død

DR er skyld i Deluca-konkurs
Nyhed
31. maj 2026

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”
Nyhed
11. juli 2024

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro