Better Things – sæson 4

Pamela Adlons selvbiografiske skildring af at være en mor og et menneske på samme tid træder ind i sin fjerde sæson til lyden af tung regn. 

Et kamera kører gennem gaderne i et Los Angeles under et tykt tæppe af skyer – og videre over dørkarmene i hjemmet, hvor Sam bor med sine tre døtre.

Pigernes værelser summer af hjemlighed, men sengene er redt op, og de tomme rum udsender et varsel. Sam er godt klar over, at hun inden længe må se sine teenagepiger blive voksne, og én for én vil de flytte hjemmefra.

En sublim blanding af panik og melankoli er rammen for den nye sæson.

Ældste datter Max er hjemvendt i utide fra universitetet og tager nattevagter for at spare penge sammen til en noget udefineret egentilværelse. Mellembarnet Frankie er flyttet hjem igen efter sit teenageoprør som selvvagt sofanomade.

Imens er yngste Duke begyndt at føle de første tegn på pubertetens primale kræfter.

Mor er fyldt 50 og i en anden slags hormonel prøvelse: overgangsalderen. Hun erhverver sig en hvid slange og en blæret bil med et katastrofalt klimaaftryk. ”Velkommen til min midtvejskrise!” erklærer hun til sit afkom med armene i vejret og smertelig selvindsigt.

Selvironien er mesterlig hos Pamela Adlon, hvis karisma og kropssprog knitrer af humor og løfter hverdagsreplikkerne. Sam betegner sig som volcel (frivillig cølibat), og hun agerer skilsmissens skytsengel over for sine veninder, der stort set alle har måttet erkende, at ”mænd er lort”.

På fars dag inviterer Sam veninderne på vin, mad og en katarsisk, fælles kraftpræstation med Dolly Partons Jolene ved flyglet i stuen. På et værelse ovenpå har børnene arrangeret en aften i skilsmissebarnets tegn med diverse indslag og oplæg. Frankie holder en tale med titlen Skilsmisse – gaven, der bliver ved med at give.

Sam tjener penge som tv- og stemmeskuespiller, men det er ikke let at få roller som 50-årig kvinde i det kyniske Hollywood, serien portrætterer.

Den succesfulde animationsserie King of the Hill genoptages, og efter at have været til audition til den karakter, som Pamela Adlon i virkeligheden har lagt stemme til i årevis, kasseres hun til fordel for stemmeoptagelser af en afdød mand!

Som en politisk søster til Curb Your Enthusiasm stikkes der kyndigt og spydigt til den amerikanske filmindustri.

Sams grove og knivskarpe humor vækker mindelser om serien Louie, som Adlons detroniserede makker Louis C.K. stod for. Men samtidig har Better Things en varme, poesi og livsvisdom af samme kaliber som Transparent, et andet familieportræt fra den kreative klasse på USA’s solbadede vestkyst.

Hjemmet føles meget ægte, måske især i kraft af Sams rodede og levende madlavning, der flettes ind som små, smukke tableauer af menneskeliv. Det syder, sprutter og damper, og man kan næsten dufte olivenolie og rosmarin.

Better Things er en montage af hverdag – alt det grove og trivielle, men også de gyldne øjeblikke, der giver livet mening og skønhed. Som ingen anden serie mestrer den at veksle mellem stort og småt.

I en trafikprop griber Sam en ble fra babytasken på bagsædet og giver afløb for en presset blære uden at afbryde veninden, der på førersædet er midt i en talestrøm om den søde eksmand. De to griner sig igennem miseren, og lige efter tissebleen giver Sam livsvejledning til sin tårevædede veninde.

Det er ægtheden og den bramfri ærlighed, der gør Better Things så rørende og slående. Det vækker genklang hos seere på tværs af køn og alder – og bliver kun bedre for hvert kapitel.