Better Call Saul – sæson 2

Ligesom forgængeren Breaking Bad, en af tv-historiens bedste serier, handler spinoff-serien Better Call Saul om transformation.

I første sæson møder vi den hurtigsnakkende advokat Jimmy McGill (Bob Odenkirk), der nok er mand for en lille, hvid løgn, men som grundlæggende er en sympatisk fyr. Vi ved dog, at han med tiden vil blive den sleske og skruppelløse Saul Goodman, der hjælper Walter White og Jesse Pinkman (fra Breaking Bad) med deres narkoforretning.

Forvandlingen begynder for alvor sidst i første sæson, hvor Jimmy bliver forrådt af sin neurotiske storebror Chuck (Michael McKean). Og det er her, anden sæson tager sin start. Den detroniserede Jimmy føler, at verden pisser på hans venlighed. Derfor lægger han stilen om.

Til at starte med gør Better Call Saul dog som i første sæson og åbner med et stiliseret flashforward i sort-hvid, der vækker nysgerrigheden ved at fokusere på tidens gang. I en ikke så fjern fremtid går Jimmy ud med skraldet og kommer til at smække sig selv inde i skralderummet.

Det er i denne stille, fatalistiske symbolik, at serien gør sig bedst. Viserne på uret drejer ufortrødent og lader sig ikke stoppe.

Better Call Saul er et produkt af forlægget, og seriens udfordring er netop at løsrive sig fra sin geniale forgænger. Historien om en moralsk fleksibel advokat mangler samme drama som den om en døende lærer, der opdager sin egen ondskab i forsøget på at sikre familien økonomisk efter sin død.

Saul Goodman er en af de bedste bifigurer nogensinde og agerer perfekt pauseklovn for den tragiske fortælling i Breaking Bad. Nu er han selv i centrum, og det kræver noget at se ham som den tragiske figur, han faktisk er, mens han stadig er morsom på egen bekostning.

Heldigvis formår Better Call Saul også at skabe mindeværdige sidehistorier takket være sit skæve persongalleri.

Den forhenværende politimand og nuværende portvagt og muskelmand Mike Ehrmantraut (Jonathan Banks), hvis fortid blev belyst i forrige sæsons bedste afsnit, kender vi allerede fra Breaking Bad.

Han er stoisk professionel, og hans kølige deadpan illustrerer bedre seriens sorte humor – knastør som det svedige ørkenlandskab under New Mexicos bagende sol – end samtlige af Jimmys rapkæftede bemærkninger.

Men også de knap så kendte figurer bliver hurtigt karakteristiske i deres skræmmende almindelighed. Den småkriminelle Nacho (Michael Mando) har et idiosynkratisk slægtsskab til Walter Whites stærkeste nemesis, Gus Fring, hvis rolige ydre skjuler et eksplosivt temperament.

Imens bliver kollegaen Kim Wexler (Rhea Seehorn) først tiltrukket af Jimmys leg med ilden og dertilhørende selvtillid. Men efterhånden som hans gråzoner bliver mørkere, står det klart, at de er på vej i hver sin retning.

Det mest iøjnefaldende ved Better Call Saul er netop, hvor skøn den er for øjnene. Seriens antihelt-historie er lidt af en kliché, men repetitionen opvejes af en progressiv æstetik. Western-inspirerede supertotaler af stillestående landskaber mikses med alternative kameravinkler med konstant overraskende effekter.

Serien udmærker sig også i yderst velskrevne dialoger.

Luften er tyk af spænding, når karaktererne fortæller hinanden alt uden at sige noget. Serieskaberne Vince Gilligan og Peter Gould, der også stod bag Breaking Bad, fortsætter samme spartanske stil, hvor hvert ord afvejes med økonomisk finesse.

Samme fortællemæssige tålmodighed udviser de i den længere historie, hvorfor de store kulminationer ikke sker i sæsonens to første afsnit. Men man sidder med fornemmelsen af, at et nøje afmålt urværk er blevet sat igang, og at tilfældighedernes spil er planlagt fra oven.

Jimmy McGill bliver til Saul Goodman uanset hvad. Spørgsmålet er bare, hvordan transformationen kommer til at foregå.