Belfast

Der er noget lidt grandiost over at opkalde sin film efter en by. Og når byen hedder Belfast, kunne man meget vel vente sig en storladen rendestensfortælling om den berygtede nordirske hovedstad, der har oplevet stor konflikt gennem årene.

Men Kenneth Branaghs erindringsfilm er fortættet og fokuseret. Det er en dybt personlig fortælling, der veksler mellem børnebekymringer og en medfølende skildring af de helt almindelige mennesker, hvis liv blev afsporet af konflikten i Nordirland.

I disse år, hvor Brexit igen har skabt uro i provinsen, er Belfast en påmindelse om de liv, der kommer i klemme i det politiske spil.

Filmens hovedperson, og Branaghs alter ego, er den niårige charmetrold Buddy (Jude Hill). Han bor sammen med sin bror Will og forældrene i det nordlige Belfast på en rolig gade af den slags, hvor børnene kan lege ude, indtil deres mødre kalder dem ind til aftensmad.

Men den tryghed forsvinder en dag i 1969, da en gruppe engelsksindede loyalister ankommer til den overvejende protestantiske gade for at fordrive den ene katolske familie, som bor der.

Konflikten spidser til, da en håndlanger tvinger Buddys familie til at vælge side, og familien må finde ud af, om de skal blive i byen eller starte et nyt liv i England.

Det meste af dramaet går hen over hovedet på Buddy, der er for ung til at forstå, hvorfor de voksne er så fortørnede over katolikkerne. Han har vigtigere ting at tænke på: film og skoleforelskelser, samtaler med bedstefar og narrestreger med en ældre kusine. Hans barnehverdag mellem barrikader og kontrolposter er filmens søde kerne.

Det kan blive lidt sukret. Men sentimentaliteten stikker dybt i den irske folkesjæl, og den stråler ud af udlandsirere som Branagh, når de mindes deres hjemland.

Først er det ikke optøjerne, men pengeproblemer, der vejer tungest på Buddys forældre. De skændes, når far endelig kan komme på weekendvisit fra sit arbejde i England.

Caitríona Balfe og Jamie Dornan er bedårende som kærlige ægtefæller med dybe rødder i lokalområdet. Judi Dench er som altid fremragende som bedstemor, mens Ciarán Hinds’ bedstefar er filmens moralske anker.

Man mærker hans udmattede, men uudtømmelige medfølelse for folk omkring sig.

Volden kan ikke undgås. Branagh undgår dog at blive for politisk ved at fokusere på, hvordan alle lokalsamfund bliver manipuleret af deres ”egne”. De irsksindede republikanere har ofte spillet skurke i skildringer af konflikten, men her ser vi kun loyalisterne, der prædiker lov og orden, mens de afkræver beskyttelsespenge.

Sådan lykkes det Kenneth Branagh at fortælle en universel historie om, hvordan konflikt siver ned til samfundets mindste uden at blive suget ind i et minefelt af gammelt nag og åbne sår.

Belfast er ikke en film, der peger fingre. Den er en nostalgisk drøm om barndommen, optaget i elegant drømmende sort-hvid med en romantik, man ellers aldrig ser i film om Nordirland.

In the Name of the Son og Bloody Sunday har deres grynede farver fra 70’ernes fjernsynsnyheder. Der er også enkelte farveglimt i Belfast, når en ny verden åbner sig for Buddy i biografen.

Det greb får en til at tænke: skru ned, Kenneth Branagh! Og stryg et par Van Morrison-numre, nu du er i gang.

Men Belfast er tro mod tiden og stedet – og ikke mindst er den tro mod de folk, den fortæller om. Adskillige ældre beboere i byen, som denne anmelder har talt med, fandt det fuldt troværdigt, at en mor ville marchere sin søn tilbage til en forretning, mens optøjerne var på det højeste, for at aflevere en stjålen vare.

Kenneth Branaghs film er en påmindelse om alt det, der blev offer for volden. Og en sprudlende varm fortælling om alle de sjove, modige, uperfekte mennesker, der alligevel fandt en måde at overleve.