Begyndelser

Thomas og Ane har endnu ikke fortalt deres to døtre, at de skal skilles, da livet spænder ben for deres planer. 

Hun får en blodprop i hjernen og bliver lam i venstre side, skal gå med krykke og have hjælp til det praktiske. Og selv om han egentlig har fundet sig en lejlighed i byen med sin nye kæreste og var parat til at flytte ud, beslutter han at blive boende, til hun er kommet til hægterne. 

Det er en mere jordnær og genkendelig præmis, Jeanette Nordahl udfolder i sin anden spillefilm efter den intense, provinsmafiøse debut Kød & blod, der for fem år siden også havde premiere på Berlinalen. 

Sygdom rammer enhver familie, færre lever af at opkræve beskyttelsespenge. Men begge film er båret af samme interesse for knudret kærlighed og forståelse for mennesker, der måske ikke helt forstår sig selv. 

Begyndelser er en sart og rolig kærlighedshistorie. 

Ane og Thomas har en datter omkring ni år og en anden omtrent dobbelt så gammel. Gnisten mellem forældrene er for længst slukket, men der er en ømhed og tillid mellem dem, som de nu må forlade sig på, mens Ane finder sig til rette med sin krops nye begrænsninger. 

Hvad kan hun? Hvad skal hun have hjælp til? Hvor meget kan hun støtte sig til den mand, der egentlig var på vej videre? 

Trine Dyrholm og David Dencik genforenes små tyve år efter En soap og har samme umiddelbare og spillevende forbindelse, som med små virkemidler – en irriteret grimasse, et støttende klem – vidner om det liv, de har haft sammen. 

Ane er marinebiolog på Syddansk Universitet med en ny artikel på vej, et karrieremenneske slået hjem af sygdom. Thomas er pædagog på en institution for utilpassede unge, og han er blevet kæreste med en af sine kollegaer. 

Både Ane og Thomas er fattede mennesker med gode intentioner. De vil hellere skyde deres følelser over på hinanden end at tale sårbart om, hvordan de har det. 

Sygdommen slider på dem begge, men som titlen antyder, er Begyndelser ikke så melankolsk bekymret om det, de har mistet, som den er optaget af, hvordan man kommer videre. 

I stærke scener lader Trine Dyrholm Anes umådelige kontroltab dirre under et lag af utilpashed og vrede. Som da hun for sent beder om hjælp til at komme på toilettet, eller da hun ved middagsbordet lader sine indestængte frustrationer gå helt urimeligt ud over sin ældste datter. 

Kroppen forråder og ydmyger hende, men Jeanette Nordahl og Rasmus Birchs stramme manuskript lader hende finde et helle til svømmegenoptræning, efter at vi mødte hende under vandet i fuldt dykkerudstyr. 

Anes sygdom berører alle i familien på forskellig vis. 

Yngste datter Marie (Luna Fuglsang Svelmøe) bliver mut, mens ældste datter Clara (Bjørk Storm, et markant nyt talent) kæmper for at holde masken, men falder fra balancebommen, når hun elitetræner gymnastik. 

De adrætte unge kroppe over for den halvt lamme. Jeanette Nordahl skildrer pragmatisk og poetisk, hvordan Anes blodprop fører et gevaldigt følelsesmylder med sig, imens den forhalede skilsmisse lurer. 

Mens Ane og Thomas genforhandler deres forhold, sender Thomas’ tålmodige kæreste Stine (Johanne Louise Schmidt) kærlige sms’er og indretter deres nye lejlighed, så begge hans døtre kan få deres eget værelse. 

Filmen er rundet af samme køligt velovervejede formsprog, der sitrede anspændt i Kød & blod mellem kram eller knytnæve, og som her bruges til at lade os observere familiens omstillingsproces på afstand. 

Den belgiske fotograf Shadi Chaaban bruger rolige totalbilleder, der understreger isolationen i en familie, hvor der sjældent bliver talt om tingene. Komponisten Nathan Larson bidrager til den eftertænksomme stemning med stænk af medfølende strygere. 

Man kunne ønske sig, at manuskriptet ville stikke lidt dybere. Der er noget lidt tilbageholdende over scenerne, som til gengæld åbner et rum for skuespillerne til at fortolke og formidle deres karakterer. 

Det er her – i det nære spil – at dramaet udspiller sig. Og der er det formidabelt forløst.