The Beatles: Get Back

3. januar 1969 mødes verdens største rockgruppe i London for at forberede en tv-koncert/album/musikdokumentar. De ved det ikke helt selv, men de har i hvert fald kun måneden ud til at gøre det.

Hele moletjavsen bliver filmet og udgivet som en dokumentar under titlen Let It Be. Men John Lennon tog afstand fra den, fordi han følte, at den gjorde Paul McCartney til stjernen. Og næsten 50 år efter lander de 60 timers videooptagelser og 150 timers lydoptagelser i Peter Jacksons skød.

Efter fire år i klipperummet har newzealænderen bag Ringenes herre endelig fået skabt en dokumentarserie, som kommer utroligt langt ind i verdens mest berygtede øvelokale.

Det er helt surrealistisk som fluen på væggen at se de fire drengerøve fra Liverpool i knivskarp kvalitet på et afgørende tidspunkt i rockhistorien, hvor The Beatles kun var et års tid fra at gå i opløsning.

Og man forstår hvorfor.

Paul McCartney er blevet en slags leder for gruppen, efter manageren Brian Epstein døde. Men han er konstant i tvivl og kommanderer forvirret rundt med de andre.

Kun den klumpedumpede Ringo Starr sidder klar hver morgen ved trommesættet og tager de andres idéer til sig uden det mindste palaver som en ægte professionel.

Slutningen af The Beatles’ karriere er en kronjuvel i rockmytologiens skatkammer.

Men dokumentarserien menneskeliggør rockguderne og afslører fire mænd, der i virkeligheden bare forsøger at gøre deres arbejde, mens de kæmper med en helt almindelig usikkerhed.

Da de fire først ankommer til filmsettet i Twickenham, hvor sangskrivningen begynder, lægges der ellers op til alle de klichéer, man har hørt om gruppens sidste 50 år.

En Hare Krishna-munk mediterer i hjørnet, en rødhåret assistent henter te og appelsinsodavand, og Yoko Ono sidder konsekvent én millimeter fra John Lennon i hvert et øjeblik.

Men i Get Back er der på intet tidspunkt nogen problemer med Johns nye romance, så måske kan vi endelig få aflivet myten om, at Ono egenhændigt opløste The Beatles.

Som McCartney grinende siger: ”Det er det mest komiske, at folk om 50 år kommer til at sige, at vi gik i opløsning, fordi Yoko sad på en højttaler.”

Yoko One er godt nok selv medproducer på serien, men det er svært at se, hvordan hun skulle have overtalt Peter Jackson til at klippe et så omdiskuteret element ud, hvis der var noget i det.

Get Back får det meste af dramaet overstået i det fremragende første afsnit og bruger ellers tiden på at fremvise The Beatles som håndværkere.

Særligt fascinerende er det at se Paul arbejde.

I en intens scene hamrer han på sin lille elbas i ét væk, så man får kuldegysninger, da man endelig kan høre, at han er ved at finde på en sang, som stadig er legendarisk den dag i dag.

Og det gør han fire-fem gange i løbet af den januar.

På samme måde får man lyst til at råbe ”sådan er teksten ikke til Don’t Let Me Down”, når John gang på gang synger noget, der retrospektivt lyder latterligt.

Men mellem de kunstneriske frustrationer er det også rart at se, hvor sjovt bandmedlemmerne faktisk havde det.

Humoren og deres glæde ved at skrive fjolletekster til allerede eksisterende sange er en tilbagevendende pause fra spændingerne, som får selv seriøse og stressede McCartney til at smide hæmningerne.

Lyden er helt igennem sprød takket være Michael Lindsay-Hoggs oprindelige optagelser, men det bliver også hårdt at sidde i støjen, efterhånden som herrerne øver den samme sang igen og igen.

Seriens tre afsnit er til sammen knap otte timer langt, og det er et klart signal til publikum om, at det er en serie for nørderne.

Men det betyder også, at man som med ingen anden musikfilm får oplevelsen af sliddet, frustrationerne og øresmerterne ved at være i et øvelokale længe ad gangen. Og ikke mindst den ekstatiske forløsning, når det endelig lyder godt.

Get Back beviser, at selv verdens største rockgruppe kæmpede med lige præcis de samme barnlige problemer og fornøjelser, som dit lokale gymnasieband gør. Det kan da kun være motiverende.