Beast

I det engelske thriller-drama Beast kommer uhyggen, vildskaben og passionen skiftevis snigende og bragende.

Det er en flot og formfuldendt spillefilmdebut af den britiske instruktør Michael Pearce, der i det meste af filmen holder fortællingen pirrende, stram og dragende. Og så er det om noget en film, der fortæller sin historie veloplagt filmisk gennem billeder og lyd.

Der er mange ting på spil i Beast, og ikke alt bliver forklaret eller afsluttet. Undervejs bringer Pearce en masse tematikker i kog, som filmen enten dykker ned i, antyder eller bevidst vender på hovedet.

Den 27-årige, underkuede Moll (Jessie Buckley) bor hos sine forældre på den britiske ø Jersey, der ligger isoleret i Den Engelske Kanal. Her passer hun sin demente far, mens moren dominerer hjemmet sammen med Molls voksne søskende.

Efter en fest møder Moll den unge og gådefulde Pascal (Johnny Flynn), der lever et eremitliv på kanten af samfundet. Han bor alene, lever fra dag til dag og skyder ulovligt kaniner i øens vilde natur. Moll og Pascal forelsker sig hurtigt og stormfuldt i hinanden, hvilket bestemt ikke huer Molls konforme familie.

Samtidig er Jersey plaget af en ukendt seriemorder, der igennem længere tid har myrdet nogle af øens unge piger. Hurtigt lander mistanken på Pascal, der har en belastende fortid. Netop som Moll løsriver sig fra sin familie, begynder hun at tvivle på Pascals hensigter. Hvem kan hun efterhånden stole på?

Beast skæver til flere genrer, men er fokuseret og klar.

Krimigåden ligger latent i hele fortællingen og folder sig især ud i sidste halvdel. Det er dog filmens knugende og insisterende uhygge, der sætter sig fast og tegner filmens grundtone. Undervejs kan Beast derfor lugte af gys, thriller og sågar eventyr.

Titlen indikerer et af filmens bærende temaer, nemlig det monstrøse bæst i mennesket. Hvor langt er der fra det tæmmede og civiliserede til det dyriske, ukontrollerede menneske?

Molls familie repræsenterer den småborgerlige tilværelse, hvor sengetiderne skal overholdes, og man har jakkesæt på i den lokale golfklub. Symbolikken er derfor klar, da Moll tørrer sine beskidte, jordede fingre i familiens hvide sofa. Vildskaben og naturen trænger sig ind på civilisationen.

Pascal er alt det modsatte, og det er især det, der tiltrækker Moll. ”Hans lugt,” svarer Moll, da hun bliver spurgt, hvad hun ser i ham. Som et dyr orienterer Moll sig via lugtesansen, og filmen slår igen dyret-i-menneske-tematikken an.

Fordi Moll står splittet mellem sin familie og Pascal, er Beast også en fortælling om løsrivelse. Når Moll er i familiens hjem, er billederne fastlåste og klaustrofobiske. Når Moll er sammen med Pascal i den vilde natur, bevæger kameraet sig frit og håndholdt.

På lydsiden får uroen et ekstra nøk i kraft af et rungende og brummende soundtrack, der kan få selv den mest anonyme villavej til at se faretruende ud.

Instruktøren er selv født og opvokset på Jersey. Det fornemmer man, fordi øens klippenatur og vildskab er en aktiv del af fortællingen som symbolsk bagtæppe.

Man kan indvende, at Beast undervejs lader sin form komme før fortællingen. For eksempel skal Moll absolut afhøres af det lokale politi i en mørklagt skole midt om natten. Nok mere fordi det ser ildevarslende ud, end fordi det er bydende nødvendigt.

Alligevel debuterer Michael Pearce yderst lovende med en film, der ikke besvarer alle spørgsmål, men mejsler sig fast som en stemningsfuld og tålmodigt moden fortælling.