Beartown

Det står 2-2.

Semifinalen i en svensk ishockey-turnering for unge er næsten slut, og det er et mirakel, at Björnstads ivrige knægte ikke er blevet udraderet af et langt mere rutineret hold.

Men ungdomsheltene fra den lille by i nord har fået ny træner. Den tidligere NFL-stjerne Peter Andersson (Ulf Stenberg) er vendt hjem til fødebyen for at træne sin gamle klub, der indtil nu har været bundprop i ligaen.

Langsomt har de kæmpet sig til en semifinale. Den besegler ikke bare spillernes ære, men afgør også, hvorvidt holdet skal have bygget et nyt stadion eller lukkes ned for altid.

Björnstads lysende håb er kæmpetalentet Kevin (Oliver Dufåker), men han kan ikke vinde kampen alene.

Med alt på spil sætter træneren den yngre indvandrerdreng Amat (Najdat Rustom) på banen. Kan den spinkle fyr glemme, hvor meget han er blevet mobbet af de andre og lave et perfekt oplæg til Kevins kølige ishockeystav?

Sport på film og tv kan være magisk. Selv folk, der ikke normalt interesserer sig for hockey, tennis eller golf kan blive grebet af de simple, men effektive fortællinger.

Her lærer vi spillerne at kende, så vi bedre kan indleve os i dramaet på isen.

De to første afsnit af den svenske HBO-serie Beartown – titlen er blevet anglificeret, så hele verden kan være med – er et klasse-eksempel på, hvad sportshistorier kan, når de er bedst.

I små to timer glemmer man, at noget som helst kunne være vigtigere end ishockey. Kampen om holdets overlevelse er nærmest kampen for en hel by, hvor alle har noget på spil.

Men det overrumplende er, at Beartown faktisk ikke er en sportsserie. Den handler om voldtægt i et gråt og koldt Sverige, som er blevet sat mørkt i scene af instruktør Peter Grönlund.

Serieskaberne Lin Gottfridsson, Antonia Pyk og Anders Weidemann har i deres filmatisering af Fredrik Backmans bogforlæg – som er udgivet på dansk under titlen Bjørneby – været ganske ondskabsfulde.

Da sportsrusen er størst, vender alting 180 grader. Trænerens datter Maya (Miriam Ingrid) bliver voldtaget af en af holdets spillere, som efterfølgende benægter alt.

Det er en dramaturgisk genistreg. Hvis vi ikke lige havde brugt to timer på at heppe på holdet, ville det være meget nemmere kun at sympatisere med Maya og fordømme den by, der nu vender sig imod hende.

Men vi er med dem. Ikke i deres victim blaming, men vi forstår udmærket, hvad de mister. Finalen i det majestætiske sportseventyr er blevet os berøvet.

Det nemmeste for byens beboere er blot at kalde Maya en løgner. Selv Peter er nødt til at kæmpe med tvivlen. Men modsat de mere og mere modbydelige byboere, ved publikum, hvad der skete.

Vi var til stede.

Voldtægtsscener på film er kontroversielle – med god grund. Men selv om der er tale om en meget ung kvinde, formår Beartown at fremføre hændelsen både uhyggeligt og realistisk uden at henfalde til det smagløst grafiske, som så mange andre film og serier gør.

Publikum er imidlertid ikke det eneste vidne til overgrebet. Den nykronede helt Amat åbner tilfældigvis døren til soveværelset, og hans skæbne er nu lænket sammen med publikums.

Både Amat og vi må vælge mellem hockeydrømmen eller selvrespekten. Valget er på papiret nemt, men i realiteten er det ikke tilfældet – særligt for en forvirret knægt.

Beartown beviser, hvor fristende det er at vende det døve øre til, når selvforståelsen og fællesskabet trues.

I sidste ende er det vores opgave at vurdere, om sportsrusens eskapisme virkelig er vigtigere end at hjælpe de mennesker, der må lide for at bevare den.