The Bastard Executioner

The Bastard Executioner er alt for meget på alle tænkelige måder.

Det er meget godt illustreret ved det dobbelte, første afsnit, som med en spilletid på halvanden time mere ligner en spillefilm end et tv-afsnit.

De store armbevægelser fortsætter i introen, der på Star Wars-agtig facon skriftligt bekendtgør, at Wales ved begyndelsen af det fjortende århundrede kæmper for uafhængighed fra England.

Dramaet personificeres af Wilkin Brattle (Lee Jones), en walisisk ridder, som er blevet pacifist efter at have kæmpet for den engelske kong Edwards hær, der forrådte ham. Wilkin forsøger nu at leve i idyllisk, landlig fred med sin kone og et barn på vej. Men de engelske baroner, som frygter oprøret, vil det anderledes.

Desværre står æstetikken ikke mål med de store ambitioner.

En lang række tv-serier er i dag lige så visuelt flotte som de dyreste film, men The Bastard Executioner viser, at det er svært at produceres storladent periodedrama.

For ofte sidder man med indtrykket af, at serieskaber Kurt Sutter – hvis Sons of Anarchy vandt mange fans for Hamlet-opdateringen i en rockerklub – har lavet en fattigmandsudgave af Game of Thrones.

Det er nok for meget forlangt, at The Bastard Executioner er lige så fejende flot som inspirationskilden, der har noget nær uendelige ressourcer til rådighed. Men man burde kunne forvente, at der ikke direkte kopieres fra de voldelige højdepunkter fra Game of Thrones.

De første afsnit byder både på en halshugning, en overskåret strube, et knivstik i en gravid mave og et hoved, der trampes i stykker – ubehagelige billeder, der vil give enhver fan af Game of Thrones et deja vu.

I det hele taget virker The Bastard Executioner mere interesseret i at chokere end at fortælle en medrivende historie. Man ved ikke rigtigt, om man skal grine eller græde, når den onde baron Erik Ventris (Brían F. O’Byrne) giver ordre til mord, mens han sidder på potten.

Kurt Sutter har altid givet fanden i den gode smag, og det kunne man godt bifalde, hvis bare det ikke fremstod så selvbevidst. Når der svælges i, at et lig har fået byttet rundt på arme og ben, sidder man med en fornemmelse af, at det hele bare er blodig staffage.

Også den opstyltede dialog får The Bastard Executioner til at fremstå som mere overflade end substans. Ligesom volden bliver klasket lige i ansigtet, er der ikke meget finesse i karakterernes samtaler.

”Der er intet farligere end en waliser, som intet har at miste,” er bare ét af mange udsagn, der er alvorligt ment, men bliver ufrivilligt morsomme.

En figur som den såkaldte healer Annora (Katey Sagal) er et mystificerende element, der skal tilføre seriens rå realisme noget magi. Men hun virker mere som en pauseklovn, der bliver drevet ind i manegen, når Wilkin har brug for at få bekræftet sin godhjertede sag.

Seriens største problem er dog netop hovedpersonen Wilkin.

Modsat tidens mange antihelte er der ikke meget kompleksitet at spore i den reformerede kriger. Da han modvilligt tvinges tilbage i dræberrollen, burde det afstedkomme nogle svære valg, men det virker ikke synderligt vanskeligt for Wilkin at dræbe løs på ny.

Det er meget muligt, at Wilkin senere får moralske kvababbelser, men efter at have set næsten en tredjedel af serien er interessen ved at være forsvundet.