Bakkekøbing – Fuld gas

Her er den norske animationsfilm, der burde have kørt i biograferne i julen i stedet for H.C. Andersen-makværket Rejsen mod nord.

Handlingen starter i Bakkekøbing, som ville være en fredelig bjergflække, var det ikke for en lokal klike af gamle venner: den opfindsomme cykelsmed Theodor Fælgen, det nervøse, pessimistiske pindsvin Ludvig og især den fandenivoldske hakkespætte Søren (en figur vistnok inspireret af den legendariske danske kongepingvin Pondus). 

Gang på gang ender Sørens projekter – såsom en knivkastermaskine – i kaos, så byens borgmester får nok og forviser gruppen fra Bakkekøbing.

For at bevise deres værd henter de Theodors legendariske racerbil Il Tempo Gigante ud af garagen, sætter den i stand med nye geniale himstregimser og stiller op i et storstilet racerløb fra Paris til Egypten.

Undervejs gennem storby, alper og ørken må trekløveret nu teste deres evner, overvinde skrupelløse modstandere og finde ud af, om venskab og sammenhold er vigtigere end at komme først over målstregen. 

Bakkekøbing – Fuld gas bygger på figurer fra den norske forfatter og tegner Kjell Aukrusts Flåklypa-univers, der startede som en avisklumme, men i dag er bedst kendt fra stop-motion-animationsfilmen Bjergkøbing Grand Prix fra 1975. Et velfortjent kæmpehit iscenesat af Ivo Caprino med teknisk snilde, finurligt lune og, på de rigtige steder, med speederen i bund, så man gisper af spænding.

Den giver baghjul til mange ”rigtige” racerløbsfilm og har holdt sig populær hos børn og voksne i nu et halvt århundrede. 

Umiddelbart fungerer Bakkekøbing – Fuld gas som en toer til Bjergkøbing Grand Prix, men kan også uden problemer ses på egen hånd.

Typisk for mangeårige franchises hører der dog fodnoter med i billedet. Der er fire mellemliggende film, nemlig en traditionelt lavet tegnefilm i 1998 og i perioden 2013-2018 tre computeranimerede biograffilm. De sidstnævnte er ligesom den computeranimerede Bakkekøbing – Fuld gas instrueret af Rasmus A. Sivertsen, der således kender universet og figurerne til bunds.

Netop figurerne er filmens styrke, især de tre elskelige hovedpersoner. Men der er også lagt kræfter i designet og animationen af markante sideroller, fra Bakkekøbings borgmester og en amerikansk investor til den konkurrerende racerbilchef Ellen Busk og hendes robothåndlanger.

Løbets racerbiltyper er så forskellige som lokomotiverne i rockmusicalen Starlight Express, men filmen har en kort spilletid og når kun at fokusere på Ellen Busks metallisk funklende E-Lux og så naturligvis Il Tempo Gigante, der har flere overraskelser gemt i karosseriet end James Bonds Aston Martin.

Filmens svageste punkt er det generiske, forudsigelige plot og den ret skabelonagtige iscenesættelse. Man fornemmer, at de ansvarlige har studeret hver eneste stor animationsfilm på markedet – plus podløbet i The Phantom Menace – og ved nøjagtigt, hvordan den slags skal skrues sammen. Intenst actionhøjdepunkt? Slowmotion. Naturligvis. 

Således savner man et element af visuel innovation og dristighed, der ellers ville føles naturlig i en film om en opfinder.

Svagest er skildringen af de involverede lande, der reduceres til glimt af Eiffeltårnet, Triumfbuen, Det Skæve Tårn i Pisa samt et par pyramider. Her kunne det ansvarlige firma, Qvisten, lære noget af Disney, som før hvert projekt sender deres folk på feltstudier. Det sikrer en grafisk udformning baseret på personlige iagttagelser og ikke kun på biografbesøg.

I det store hele er der dog meget lidt at klage over og intet, som vil genere målgruppen.

Jo for resten, et lille hak i den nationale stolthed. Den oprindelige film Bjergkøbing Grand Prix bød på Bent Fabricius-Bjerre-kompositionen Norwegian Sunset, der i Norge er elsket på linje med hans Matador-tema i Danmark.

Musikstykket genbruges ikke i den nye film, og det er da en skam. En undskyldning kunne være, at makulatoren i Il Tempo Gigante tager den plads, hvor der ideelt burde være en cd-afspiller.