Bakkekøbing – Det store osteræs

I vinteren 2013 begejstrede Jul i Bakkekøbing både børn og voksne – også denne anmelder – med sin spidsfindige humor og detaljemættede stopmotion-animation.

Derfor er det ganske glædeligt, at der nu kommer en efternøler til det norske filmeventyr, der naturligvis er inspireret af kultklassikeren Bjergkøbing Grand Prix, men ikke en direkte fortsættelse.

Alligevel kan filmen ikke dy sig for at nikke anerkendende til den store forgænger fra 1975, som dukkemagikeren Ivo Caprino fortryllede hele verden med. Da titlens ”osteræs” skal navngives i filmen, siger den geskæftige redaktør Pløsen, at det skal hedde ”Bakkekøbing Grand Pr… nej, det er taget.”

Så kan fans af den smukke, gamle film grine lidt i skægget.

Det er samme instruktør og manuskriptforfatter fra sidste film, og de danske stemmer er også de samme og fornøjeligt veloplagte.

Så alt er lagt i ovnen til, at den kan leve op til den tidligere julesucces. Men der mangler noget. Der mangler de små, diskrete finurligheder – som ski af mærket ”skibums” – der gjorde den forrige film så magisk og langtidsholdbar.

Reodor er stadig en mageløs Georg Gearløs-agtig opfinder, pindsvinet Ludvig stadig kært nervøs og fuglen Søren påståelig. Søren er så opsat på at være verdensmester i alt, at han satser Reodors hus og værksted i kampen mod mejeristen Olrik Klapvold fra nabobyen. De strides om, hvilken by der er den bedste: Bakkekøbing eller Splidstrup?

Det bedste ved denne film er Sørens ømhed over for Ludvig. Det følsomme pindsvin farer overalt, og han ligger søvnløs ved tanken om at miste sit hjem. Men den ukuelige optimist Søren holder ham om skuldrene og siger, at de nok skal lande på fødderne – for det gør de altid.

Søren fortæller Ludvig om det kendte ordsprog med glasset, der er halvt tomt eller halvt fuldt.

”Tænk hvis glasset vælter, så bliver det meget vådt,” er Ludvigs bævrende kommentar, og det er forfriskende, at filmen tager en fortærsket parole og fornyer den – for det er jo egentlig rigtigt tænkt af Ludvig.

Bakkekøbing og Splidstrup stiller op mod hinanden i ikke-motordrevne køretøjer i et kapløb, hvor det handler om at transportere en ost fra den ene by til den anden – Reodor, Søren og Ludvig mod Klapvold, Svupsen (der lider af dårlig onkelhumor) og gorillaen Desperados.

Desværre byder turen ikke på særligt mange af Reodors geniale opfindelser, men flere ondskabsfuldheder fra Splidstrups trup.

Det er faktisk ikke selve kapløbet, der redder filmen. Det er nærmere den journalistiske dækning fra Bakkekøbings håbløse redaktion, der nu også laver tv. Som når solen går ned, og løbet bliver sat på pause, kommer der også pausefisk på fjernsynets live-streaming.

Men det er et fad med to døde sild, som det lille hjemmekamera på trefod zoomer ind på!

Det er lige før, at der er taget mere hensyn til voksne end børn denne gang. Bakkerups sportsjournalist stiller verdens værste interviewspørgsmål til Søren inden startskuddet – ”Hvad føler du nu?” – men forstår de mindste børn, hvorfor det er sjovt?

Det var netop balancen mellem at fornøje både små og store, der gjorde forgængeren til noget helt særligt. Og selv om filmen stadig er flot lavet, så mangler der detaljer som dug i græsset.