Bag fjendens linjer

”Da jeg havde læst det, tænkte jeg straks, at det (manuskriptet, red.) kunne transcendere den irske religions-konflikt the Troubles og få en universel karakter. Det mindede mig om Slaget om Algier. Det mindede mig om Irak, Afghanistan. Det er trist, men jeg læste det og tænkte: ’Det her er alt for relevant,’ ” har instruktør Yann Demange udtalt til det skotske magasin The Skinny.

Og som sagt så gjort.

Bag fjendens linjer foregår nok i Nordirland et par år efter, at konflikten mellem det protestantiske flertal, der ønskede at blive i den britiske union, og katolikkerne, som kæmpede for et forenet Irland, for alvor brød ud. Men historien er blot den gedulgte scene, hvor Demange og manuskriptforfatter Gregory Burke lader deres mareridt udspille sig.

Gary, en ung soldat i den britiske hær, venter med resten af delingen på at blive sendt til Tyskland, men da konflikten i Nordirland optrappes, er det af sted til Belfast. Det går fra slemt til værre, da en soldaterkammerat dør, og Gary i den irske nat bliver skilt fra sin deling.

Uden at ane hvor han er, eller hvem han kan stole på, skal han overleve natten, løbe spidsrod mellem venner – en lille katolsk dreng og et barmhjertigt ægtepar – og fjender, som lige så godt kunne være Gary selv.

Bykortet, som sergenten viser frem, da de ankommer til Belfast, er et broget morads af grønne og gule områder, venner og fjender. Ingen synes at kunne kende forskel, men alle er på stikkerne, inklusive de britiske efterretningsfolk, som har været der for længe. Det er svært at sige, om de er fredsbevarende eller blot en tredje gråmelerede part i gadens kampe.

Filmen starter som en klassisk krigsfilm – i stil med Full Metal Jacket og Platoon – i træningslejren, hvor de unge rekrutter kravler gennem mudderet, løber forhindringsløb, træner til at dræbe. Det er uforpligtende, indtil det forpligter i Belfasts gader. Indtil uskylden går tabt.

Men så snart Gary er overladt til sig selv i natten i Belfast, forandrer filmen sig og bliver en helt anden, uhyggelig fisk. Vi er i en forfølgelses-thriller, hvor alle jagter den fortabte dreng.

Både instruktør og manuskriptforfatter har et godt greb om genrerne, og de maler karakterer og konflikter med en humanisme, så man mærker tragedien, når en ung mand er blevet beordret til at slå en anden ung mand ihjel. De kunne have spillet på samme fodboldhold som børn, hvis altså ikke de var født ind i to forskellige religioner på to forskellige øer.

Jack O’Connell (This is England) fortjener et alvorligt gennembrud med rollen som Gary. Han er mere medløber end kriger, og tvivlen og frygten – hvad er det, vi laver! – brænder i hans øjne.

Det er vidunderligt, at Demange fortæller, at han blandt andet har ladet sig inspirere af John Carpenters Flugtaktion New York, der på anderledes udsyret sci-fi-vis også beretter en rejse til nattens ende.

Begge film bruger genren til at skabe stemninger.Følelsen af at være aldeles fortabt, ikke kunne vide sig sikker på noget, gennemløber begge film, og thriller-plottet forplanter sig i tilskueren som en abstrakt, eksistentiel angst.

I Bag fjendes linjer gør den det ikke mindst på grund af fotografen Tat Radcliffes håndholdte, gullige og feberhede billeder af den irske nat. Man får fornemmelsen af at være fanget i enhver rekruts værste mareridt.