Bag enhver mand – sæson 2

Makkerparret Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag er utvivlsomt trætte af at blive sammenlignet med tidens største restaurantserie, The Bear. Ikke desto mindre melder parallellen sig, når begge seriers anden sæson kredser om at få en ny restaurant på benene.

I slutningen af første sæson blev den bryske og temperamentsfulde Michael (Jesper Zuschlag) vippet ud af restauranten Værk, og da vi møder ham i de nye afsnit, arbejder han på et byggemarkedslager.

Det varer dog ikke længe, før han bliver kontaktet af Naja (Julie Rudbæk), som vil overtale ham til at åbne et nyt, eksklusivt spisested sammen med hende.

Pengene bag foretagendet kommer fra investor og iværksætter Cecilie (Molly Egelind), der eftertrykkeligt lover ikke at blande sig i den daglige drift. Så selvfølgelig går der ikke lang tid, før hun gør netop det!

Lighederne med den amerikanske pendant ophører dog ved det overordnede setup og den genremæssige blanding af drama og komedie. For Bag enhver mand er umiskendeligt dansk i sin tone og sit udtryk. Miljøet er mere simrende end spilkogende, og kamppladsen i Kødbyen er lille og indspist.

Et af hovedtemaerne er stadig den svære balancegang mellem arbejds- og privatliv for folk, der lægger størstedelen af deres tid og identitet i arbejdet. Den skrøbelige harmoni i den nystartede restaurant trues af, at Naja pludselig begynder at få romantiske følelser for investoren.

Det falder bestemt ikke i god jord hos Michael, der straks frygter at blive smidt på porten igen.

Denne gang er der mindre MeToo og mere forviklingskomedie. Som i afsnittet, hvor en gæst fra en lgbtq+-organisation gennem en række misforståelser får forvekslet Michael og den crossdressende restaurantchef Søren (Morten Brovn).

Et andet vellykket muntert indslag er genkomsten af Frederik Cilius’ gennemført usympatiske madanmelder Kurt Ø, som den umage duo skal spille golf med i et forsøg på at smigre ham til at anmelde den nye restaurant.

Ikke alt er lige sjovt.

I sekvensen med den digitalt analfabetiske tjener Flemming (Anders Brink Madsen), der har fundet sig en ny ”ven” at chatte med, er pointen indlysende et godt stykke i forvejen.

I seriens arbejdssatiriske del er højdepunktet et teambuilding-kursus, hvor Michaels manglende kapacitet for voksen rundkredspædagogik sættes gevaldigt på prøve.

Jesper Zuschlag spiller med perfekt olmt blik som den følelsesmæssigt blokerede mand, der pludselig befinder sig på en arbejdsplads, hvor italesættelsen af følelser og trivsel vægtes stadig højere. I mødet med tjeneren Emma (Jessica Dinnage), der rusker op i hans lukkede gemyt, bliver han seriens mest afrundede figur.

Personerne er for det meste skarpt tegnede, og det giver en dynamik, hvor et hurtigt blik mellem de to hovedrolleindehavere ofte er talende.

Til tider giver det også en vis forudsigelighed i nogle af rollerne. Andreas Jebros sleske Mikkel er komisk skurkagtig i fremtoning og gerning, og gennem en flashback-sekvens viser karaktertrækkene endda at strække sig tilbage til barndommen.

Den kønspolitiske vinkel er ikke lige så prominent som sidst, men der er stadig magtkampe en masse. Her handler det om karrieremæssige udmanøvreringer i en verden, hvor folk ofte taler om at gøre tingene på ”en ny måde”, men alligevel ender med at indgå lyssky handler og lokumsaftaler.

Man savner af og til Eva Jins karikerede generation z-tjener, som bidrog med tidsåndsspidende indspark i første sæson.

Dramaet bliver aldrig for alvor højspændt, og humoren holder sig til det underspillede. Til gengæld præsenteres det hele med en frisk og rytmisk klipning, så tingene stryger afsted med raske fjed. Og så indfanger Rudbæk og Zuschlag en genkendelig akavethed i danskernes smalltalk ganske fænomenalt.

Serien er som et let og luftigt måltid, der bestemt kan være tiltrængt efter juledagene, hvor den fede mad for længst har givet én halsbrand.