Bacurau

New York Times rubricerer den brasilianske Bacurau som action-adventure-mysterium-science fiction-western, men det er kun halvdelen af sandheden.

Filmen har masser af realisme og lokalkolorit i sig. Den er også en kommentar til det nutidige samfund og samtidig tidløs imperialismekritik.

Men alene det at genrebestemme filmen er på en måde at afsløre for meget. Vildvejene undervejs tjener nemlig et formål.

Det starter med ekkoer af katastrofe- eller zombiefilm. Ligkister ligger spredt over landevejene, mens en bil krydser den brasilianske sertão, det hede og farverige bagland mod nordøst.

En yngre kvinde, Teresa (Bárbara Colen), vender hjem til landsbyflækken Bacurau for at deltage i sin bedstemors begravelse. Byen består af lave cementhuse omgivet af marker og er fyldt med særlinge, gamle og unge, herunder Teresas gamle flamme.

Der rumsterer en større krise i periferien, ligesom der er lokalpolitiske rævekager, men filmen lægger til en start mest hjerte i landsbyskildringen.

Men så har nogen set en ufo.

Mobildækningen forsvinder, og Bacurau ophører på mystisk vis med at figurere på satellitkortet.Er det Steven Spielberg eller Michael Bay, der rykker ind?

Nej, der er mere på spil.

Vi er i en nær fremtid, hvor den brasilianske nation er splintret, vandreservoirer afskåret og politikere i alt andet end høj kurs. At se filmen nu, mens Jair Bolsonaro fører Brasilien mod trumpisme og corona-katastrofe, kalder på tolkninger, den ikke er skabt til. Men som alligevel rammer plet.

Bacurau udforsker sammenhængskraften, når trykket stiger i et klasseopdelt land med mange hudfarver. På nogle punkter er den optimistisk, og instruktørerne har udtalt, at de har gjort Bacurau mindre raceopdelt end virkelighedens småbyer i Pernambuco-regionen, hvor den er optaget.

På andre punkter virker den truende med sin dystopiske grumhed.

Lokalsamfundets lim og revner har Kleber Mendonça Filho og Juliano Dornelles (dengang som production designer) tidligere tematiseret i Neighbouring Sounds og Aquarius.

Men ikke så krast som her.

For inden længe begynder skuddene at falde. Byen invaderes af en gruppe udenlandske gringos med automatvåben – med tyskeren Udo Kier i spidsen. Disse indebrændte typer dyrker menneskejagt som sport, har købt sig til immunitet og er opsat på at få flest mulige kills og det største adrenalinkick.

Derfra åbner en fortælling sig, som både er klassisk og forrykt. En slags De syv samuraier på meskalin. Arven fra 60’ernes folkloristiske cinema novo med instruktøren Glauber Rocha i spidsen er også tydelig – bare med droner, piller på tungen og et soundtrack, der spænder fra brasiliansk folk-musik til synthesizerkompositioner af John Carpenter.

Det mest geniale greb i Mendonça Filho og Dornelles’ værktøjskasse er måske, hvordan de diskret opløser filmens hovedrolleperspektiv. Det ene øjeblik er vi undrende outsidere sammen med Teresa, det næste paranoide sammen med landsbyboerne for så at blive suget ind i en magtkamp internt mellem sportsjægerne.

Selv når filmen er mest outreret, er der en genkendelighed indlejret. Som da en af sportsmorderne fortæller, at det er opsparet frustration rettet mod en ekskone, der retfærdiggør hans oplevelsesrejse. Hellere meje uskyldige ned her end i et storcenter derhjemme. Jagtfællerne kigger på ham, som om han er psykopat. Så hanker de op i deres automatvåben.

Bacurau er både rationel og afsporet. Volden er over the top som i de b-film, den suger næring fra, men giver smertelige jag undervejs. Til slut fremstår filmen mere følelsesmæssigt end intellektuelt forløst, men den er tankevækkende.

Hvordan gør man en folkedrabssafari til andet end underholdning og absurd teater? Måske ved at anskue den som en parabel over, hvordan et sammenbrud også kan materialisere sig: I korruption og brandudsalg på alle samfundshylder.