Babylon Berlin – sæson 4

Skæbneåret 1929 med det store krak i Wall Street går på hæld. I Berlin tælles der ned til 1930, den økonomiske depressions første år.

Fine mennesker fester med champagne og cocktails, sang og dans. Ludfattige børn og unge vil under tumulten plyndre et stormagasin.

Imens gør nazismens brune stormtropper sig klar til ballade og bøllebank. En af dem, som fører an i stormtroppernes brune skjorte, er selveste Gereon Rath, den sjælsskadede, men sympatiske kriminalkommissær.

Starten på fjerde sæson af den tyske serie Babylon Berlin er både forrygende, flamboyant og forfærdelig.

En dreng bliver brutalt slået ihjel, jødiske butikker smadres, og vor helt – kække Charlotte Ritter, Berlins eneste politikvinde – opdager med rædsel, at hendes ven og kollega i korpset er nazist.

Eller er Gereon nu også det?

Charlotte, hvis lillesøster er kriminel, kommer ind på et fatalt skråplan ved at dække over søsterens medvirken til røveriet i stormagasinet.

Seriens gennemgående bøse bagmand, den aristokratiske Oberst Wendt, er bekymret over ikke helt at have styr på nazisterne i brunskjorte og skrårem.

Som sendt fra himlen, bogstavelig talt via et transatlantisk luftskib, ankommer en jødisk-amerikansk gangster ved navn Goldstein. Han vil have kold hævn og en kostbar juvel.

Der er mange bolde i luften, og efter de fire første ud af tolv afsnit i fjerde sæson er der endnu ikke noget, som tyder på, at de ikke bliver grebet.

Serien er bygget over krimiforfatteren Volker Kutschers bøger om forbrydelse og straf i Weimarrepublikken, snart Det Tredje Rige. Det handler om nazismen både som social smitte og konstrueret kynisme.

Den nye sæson tager afsæt i romanen Goldstein og udvider afstanden mellem romanerne og tv-serien.

Charlotte Ritter tilhører Berlins pjalteproletariat i modsætning til bøgernes mere borgerlige kvindefigur. Gereon Rath har flere lig i lasten end på siderne. Kutscher har selv været inde over adaptionen, så alt er allright. Også at nazismens magtovertagelse eskalerer hurtigere og heftigere end i hans bøger og den faktuelle historiske virkelighed.

Det, som gør Babylon Berlin så mageløst fremragende, er, at den tydeligt er skabt af instruktøren Tom Tykwer (Lola).

Han kan både sin Fritz Lang, Bertolt Brecht og tidens tyske ekspressionistiske billedverden. Han har en visuel intention i modsætning til mere strømlinede tv-serier såsom den i mine øjne noget overvurderede Succession.

Tykwer leger langt mere klart og prægnant med filmsprogets muligheder. Han vil ikke bare fortælle en inciterende fortælling, der aldrig vækker opsigt som andet end den gode historie om rige svin.

Tykwer blander suggestivt barsk socialrealisme med fedtet hår, gule tænder og dårlig ånde i pauvre baggårde med epokens kabaret-jazzede livsstil, groteske gangsterromantik og glamourøse dekadence.

Vi får sågar serveret Hemingways korrupte og kyniske bokseverden samt Horace McCoys kommercielt nådesløse maratondans fra Jamen, man skyder da heste. Foruden selvfølgelig hele det heftige whiskydrikkende og cigaretrygende tyske hærværk, før Hitler vil gøre sit Tyskland sundt igen med terror og tyranni, antisemitisme og intolerance.

Det er kort sagt den kunstneriske historicitet, æstetiske overflod og associative opfindsomhed, der gør Babylon Berlin konstant filmisk interessant og ikke blot plotmæssig spændende.

Vi ved jo, at det ender med ragnarok, men hvad med de små snapshots? Mennesker stedt i et skæbnesvangert vadested?

Liv Lisa Fries som karismatiske Charlotte er fræk og frejdig. Volker Bruch, som ligner Esben Smed, giver os en hårdkogt Gereon Rath med ar i sjælen.

Og apropos sidstnævnte, min fjernsynsseriesjæl, hvad vil du egentlig mere end Babylon Berlin?