Atlanta

Donald Glover har for travlt til at bekymre sig om skomagere, læster og generiske formaninger.

Som 33-årig har han skrevet afsnit af 30 Rock og Community – komedieserier,som han selv spiller med i. Desuden har han optrådt i filmene Magic Mike XXL og The Martian, og for nylig kom det frem, at han i det kommende Star Wars-projekt om Han Solos unge år skal gestalte en af filmhistoriens mest elskede vendekåber: Lando Calrissian.

Glover har også lavet standup og udgivet albums som rapperen Childish Gambino – et alias, han fandt frem til gennem en Wu-Tang Clan-navnegenerator.

Når en kunstner breder sig sådan, vækker det ofte skepsis, og Donald Glovers hiphopkarriere har da også fået en blandet modtagelse. Nogle har hyldet hans musikalske evner, mens andre ikke ser Childish Gambino som andet end en usjov mikrofonepigon.

Som serieskaber efterlader Donald Glover dog ingen tvivl. Første sæson af debutserien Atlanta viser, at han på dette felt kan noget helt særligt.

Serien handler om hiphop, race og fattigdom – gennemtærskede, men aktuelle emner, som bliver originalt bearbejdet gennem komik og surrealisme. Og Glover spiller selv naturligvis hovedrollen Earn, der gestaltes med lige dele humor og fortabthed.

Earn er på røven. Han er droppet ud af prestigefyldte Princeton og har ingen penge til at forsøge sig selv og datteren Lottie. Han får af og til lov til at overnatte hos Lotties mor, Van (Zazie Beetz) – men de er ikke kærester. De forsøger bare at opretholde et venskab for Lotties skyld.

Earns fætter Alfred (Brian Tyree Henry) er imidlertid ved slå igennem som Atlantas nye rapstjerne, Paper Boi. Earn lugter penge og forsøger at hægte sig på karrieren som Alfreds manager.

Så Earn nedværdiger sig til at være en snylter. Men han er en sympatisk én af slagsen, og vi der hans økonomiske kvaler, der overtrumfer moral og etik.

Alfred ser sig selv som en gangsterapper fra 90’erne. Han handler med stoffer, øjnene er næsten altid røde, og han bærer store pistoler og tung guldkæde. Men i Atlanta er hiphop ikke helligt, og Paper Boi udråbes ikke som lokal frelser. I stedet er Donald Glover konstant på udkig efter det latterlige, der findes i ethvert synspunkt og i enhver levevis.

Hvis man ofte går og sigter med sine våben, er det idiotisk let at få øje på, og Paper Bois kriminelle løbebaner fører da heller ikke til andet end rystende nervøsitet og tænders gnidsel.

Racesituationen i USA diskuteres serien igennem. Da Earn og Alfred efter en skudepisode ender i fængsel, er alle indsatte sorte. Den eneste hvide omkring dem er en betjent, og før afsnittet er slut, har han selvfølgelig uddelt læsterlige klø med sin knippel til en sort.

Ægthed er et af hiphoppens mest centrale begreber, og Atlanta forsøger også at give en realistisk skildring af, hvordan musik kan holde liv i den amerikanske drøm om at rejse sig fra ingenting og blive en stjerne.

Men i Glovers indigoblå univers er der også plads til det surreelle. I første afsnit møder Earn pludselig en mærkværdig mand i sandfarvet jakkesæt, der tilbyder enigmatiske råd og Nutella-sandwich. Senere er det en af internettets øretæveindbydende trolde, der tropper op som et eksempel på onlinediskussioners absurditet, og vi får også lov at opleve en usynlig bil.

Serien bliver fremragende, når de oplistede temaer spidsfindigt betragtes fra flere vinkler. Earn slipper ikke for den rene idioti, selv om han sælger sin iPhone og forlader internettroldenes verden. Ude i virkeligheden fortæller den potrygende tågesnakker Darius (Keith Stanfield) pludselig, at det er Djengis Khans skyld, at asiatere i dag er lave. Tyrannen slog høje mennesker ihjel.

Afsnit syv er en lang parodi på amerikanske talkshows. Paper Boi er blevet inviteret i tv til debat med en kønsforsker, fordi han på Twitter har skrevet nedsættende om transkønnede, og værten reducerer en vigtig debat til spørgsmålet: ”Hvorfor vil du ikke have sex med Caitlyn Jenner!?”

Atlanta mikser på bedste vis gangsterrapkultur, raceproblemer og tidens internetfænomener i et univers, hvor alt kan ske.