Asterix og Obelix og briterne

René Goscinny og Albert Uderzos tegneserieklassiker er efterhånden blevet gennemtærsket i et utal af papirhæfter og animationsfilm. Siden 1999 er fire live-action-film kommet til, og det seneste skud på stammen er Asterix & Obelix og briterne, der får premiere i dag.

Der er med andre ord gået samlebånd i eventyret om de gæve gallere, men heldigvis er der stadig grobund for et godt grin.

Præmissen, karaktererne og de basale virkemidler er nøjagtigt, som vi kender dem. Her er stadig litervis af trylledrik, fulde romere, en komisk tungnem Obelix og en legesyg tilgang til navngivning (filmens pågående teenager hedder Provorix).

I denne nye omgang romerløjer beslutter den magtsyge Cæsar, karakteristisk iført laurbærkrans og ildrøde gevandter, sig for at angribe Britannien. Modstandskæmperne Asterix og Obelix må selvfølgelig komme den britiske dronning, spillet af Catherine Deneuve, til undsætning og hjælpe hendes oprørske landsby med at samle mod og kræfter til at bekæmpe besættelsesmagten.

Mødet mellem franskmændene og briterne giver anledning til en kavalkade af morsomme stereotyper og fordomme. Som når Asterix hiver følgende joke op af ærmet over for den opstyltede brite FixFax, der giver gallerne følgeskab på rejsen.

”Hvad hedder en flot mand i Britanien?”

”En turist.”

Det britiske folkefærd må i det hele taget lægge øre til meget, og Cæsar har således tilpasset sin krigsstrategi efter briternes afternoon tea. Han angriber kun briterne præcis klokken 17, hvor alle slipper, hvad de har i hænderne – inklusive gravide kvinder med presserende veer – for at drikke en kop varmt vand.

Den største nyopfindelse i Asterix & Obelix og briterne er dog striben af anakronismer. Filmen sprænger alle tidsregningens tyngdelove og fusionerer på underholdende vis moderne populærkultur med det traditionelle univers, som når et Beatles-lignende rockband spiller i de engelske middelaldergader.

Cæsar og Asterix diskuterer også, hvorvidt tidsregningen kommer til at hedde ”f. Cæsar” eller ”f. Asterix”. Og Asterix forpurrer sine chancer hos en ung dame, da han – inspireret af det moderne, bløde mande-ideal – bryder ud i gråd i sit forsøg på at charmere hende.

Sine steder er Asterix & Obelix og briterne lidt tung i optrækket, og især de første scener med Cæsar tenderer uelegante teater-dialoger. Men da historien først kommer ud over stepperne, og behovet for forklarende snak mindskes, bliver det hele mindre mekanisk.

3D-effekten gør sig godt til de eventyrlige billeder, som både viser natursmukke panoramaer over den britiske klippekyst, det nordiske islandskabs varme laguner og det farverige gadeliv i storbyen ”Londinia”. Og så er det bare stadig en fornøjelse at se Gérard Depardieu fylde både lærred og sine velkendte blå og hvidstribede bukser ud med en mave, der er lige så tyk som tønden med trylledrik.

Vi skal selvfølgelig også igennem et par kærlighedsromancer – den hormonsprængte teenager Provorix kaster sig over enhver ungmø, han kommer i nærheden af – ligesom et par fuldvoksne vikinger i en pudsig sidehistorie går på jagt efter begrebet ”frygt”, hvis eksistens de har hørt om, men aldrig selv har oplevet.

Lommetyve og en rugbykamp er der såmænd også, og med sine 112 minutter er filmen lovlig lang og overlæsset. Men den særegne Asterix & Obelix-humor er intakt, og kan man ikke blive træt af gode grin på bekostning af de engelske øboere, er Laurent Tidards gallergalejværd at hoppe med på.