Asterix & Obelix: Tvekampen

I René Goscinny og Albert Uderzos tegneseriealbum om Asterix og tvekampen fra 1964 er plottet lige til at gå i flæsket på. 

Ved at lave en tvekamp imellem to landsbyer vil romerne udrydde ”den lille landsby, der stadig gør modstand mod romerne”. Sådan kaldes den bare, for den har ikke et officielt navn. 

I byen bor Asterix og Obelix sammen med deres venner.

Og eftersom Obelix ved en fejl har smidt en bautasten i knolden på druiden Miraculix, så han har fået hukommelsestab og er blevet skør, løber gallerne snart tør for trylledrikken, der giver dem superkræfter. 

Men Miraculix kommer sig efterhånden, hvorfor det hele kan ende, som det skal: med smadrede romere og stabler af romerske hjelme som souvenirs på armen af Obelix. 

Der findes mange filmatiseringer af Asterix’ eventyr – både de fine tegnefilm og de lidt mere akavede spillefilm med en ellers udmærket og munter Gérard Depardieu som den tykke Obelix. 

Men i denne nye forholdsvis digitaliserede animationsversion, hvor et enkelt kendt album er bredt ud over fem afsnit af en halv times varighed, rammer man langt mere plet end tidligere. 

Ud over at handlingen i albummet i det store hele følges, er serien båret af det allervigtigste i tegneserien, nemlig den helt særlige, akademiske ånd, som hviler over værkerne. 

Alene navnene er guld værd. Asterix er dannet efter det oldgræske asteriskos, der betyder ”lille stjerne”, og det er egentlig det grafiske tegn ”*” – hvilket på en måde gør hele historien til en fodnote. Obelix er også et grafisk tegn, et lille kors, katolske præster sætter i liturgier, når de skal slå korsets tegn. Det betyder, at man skal gøre noget – Obelix er handling. 

Den form for ret subtil humor bærer hele serien og alt omkring den. Meget nyttigt for studerende kan man købe mange af seriens albums på det romerske sprog latin. De mange ordspil giver alle oversættere grå hår i hovedet. På fransk hedder byens druide for eksempel ”Panoramix”, mens vi kalder ham ”Miraculix”. Men på engelsk hedder han ”Getafix”, og han hedder ”Readymix” på amerikansk. 

Det legesyge – som i tegneserien meget handler om de anakronismer, der udgør humorens rygrad – går igen overalt i den nye tv-serie.

Når en romersk soldat konstant skifter farve efter at have fået en tilnærmet trylledrik, er det ret sjovt. Men det bliver hysterisk morsomt, da han ender som sort-hvid, og der så pludselig er et skærmbillede af et relief med bogstaver, hvor hans replikker er skrevet – som i en stumfilm. 

Mange af indslagene er virkelig godt set og ret originale. Da vi møder Obelix som barn, har han den fikse idé, at hans træhund med hjul er levende. Det italesættes ikke, men senere bliver den fikse idé til hans hund Idefix. Som i øvrigt hedder Dogmatix på engelsk. 

På den måde er tv-serien fuld af sjove små ting, som ikke mindst voksne vil elske. Som da man i begyndelsen for at vide, at år 78 før Kristus ”jo også er en slags halvfjerdsere”, og man så ser en gallerlandsby fuld af hippiestemning. Hvorefter vitsen bliver trumfet af en ”statist”, der udbryder ”før hvad!?” Fordi Kristus jo ikke findes endnu. 

Serien underholder store og små til den helt store pokal. De mange forvandlingsscener i farver og former får børnene til at skrige af grin. Og de ældre gnækker indforstået, da Cæsars rådgiver hedder Metadata. Vitsen findes i øvrigt allerede i de engelske albums, hvor borgmesteren Abraracourcix, som er fransk for ”med korte arme”, som på dansk bliver til ”Majestix” på engelsk faktisk kaldes ”Vitalstatistix”. 

I den danske version har et hav af danske stemmekunstnere fået filmen til at leve. Anette Støvelbæks Godemine tager kegler. Amin Jensen er en fed Obelix, mens Magnus Millang er den vævre Asterix. Lars Brygmanns Cæsar rammer den bøvede romerske flødebolle på kornet. 

De er skøre, de romere!