Arvingerne – sæson 3

Arvingerne var et frisk pust, da første sæson af serien ramte Danmarks Radios hovedkanal på nytårsdag 2014.

Selv med tømmermænd stod det hurtigt klart, at mødet med familien fra sydfynske Grønnegaard nok var skåret over Ingolf Gabolds vision om den dobbelte historie – hverdagsdrama møder den større fortælling om det danske samfund – men også adskilte sig fra forgængerne.

Væk var Nordic Noir-krimiformlen, som havde fejret blodige triumfer med de samspilsramte efterforskere Sarah Lund i Forbrydelsen og Hallgrim Hallgrimsson i Ørnen.

Her var matriarken Veronikas død ikke et plotpåfund, men i stedet det, der satte de resterende karakterers komplicerede følelsespendul i svingninger. Det bar igennem hele sæsonen og er fortsat som en rød pil gennem serien.

Livsafslutning har derfor fra begyndelsen været en veletableret faktor i Arvingerne, der i sin tredje sæson giver sig i kast med en næsten lige så definitiv slutning: den serielle fiktions endeligt.

Friskheden er selvsagt aftaget her noget tre år efter premieren – og det gør det ikke bedre, at der er gået to år, siden anden sæson løb over skærmen. Men til gengæld fremstår serien som altid selvsikker i kendskabet til sine karakterer, ligesom de dygtige skuespillere gør det.

Som i virkeligheden er nogle år gået, siden vi sidst mødte de fire søskende Gro, Frederik, Emil og Signe.

Frederik (Carsten Bjørnlund) har taget sin advokat-bestalling til USA, men vender tilbage til Danmark for at se datteren Hannah (Karla Løkke) og hendes eksperimenterende kunstgruppes udstilling på Gros (Trine Dyrholm) galleri.

Hvor modstillingen i første sæson var mellem kunst og håndbold, er boldspillet efterhånden blevet erstattet af landbrug. Ind fra højre træder den herligt bramfri Karin, spillet af seriens konceptuerende instruktør, Pernilla August.

Hun står også bag kameraet i tredje sæson, men lader Heidi Maria Faisst om de første to afsnit, som anmeldelsen dækker. Pernilla Augusts Karin er en frisk, svensk landkvinde, hvis fingernegle uden tvivl lugter af griselort, hvilket ikke rører hende det mindste.

Hun hjælper Signe (Marie Bach Hansen) – tidligere kendt som Sunshine, men tiden har taget kål på det harmoniske kælenavn – med at få et nyt økologisk landbrug op at køre. Karins vigtigste rolle er dog som morsom undersætter mellem Signe og kæresten Aksel (Mikkel Arndt), der uden succes prøver at få børn.

Mens den tidligere så ubekymrede festdreng Emil (Mikkel Boe Følsgaard) er blevet martret af et fængselsophold i Thailand og livets barske realiteter, og mens han tænker nu mest på at give sin halvsøster Melody en ordentlig opvækst, holder Karin den komiske skrue i vandet.

Det sidste er vigtigt, for ellers ville Arvingerne kuldsejle i mismod.

Der bliver imidlertid holdt en balance mellem muntre, dystre og troværdige situationer. Det hele går op i en højere enhed sidst i andet afsnit, hvor en højdramatisk efterlysning kører sideløbende med en hyggelig børnefødselsdag, som mærkes i både lattermuskler og tårekanaler.

Det er også her sæsonens helt store, definerende begivenhed udspiller sig. Uden at sige for meget, er det overraskende og meningsfuldt på samme tid.

Det er modigt af hovedforfatter Maya Ilsøe og holdet at smide alle kortene på bordet, men det er jo netop friheden, når der er blevet kaldt sidste runde.

Her skal også DR have ros for ikke at malke deres serier til bristepunktet, som der er en tendens til i succesrige, amerikanske serier. DR tror på parolen om, at less is more, og det tilvejebringer faktisk ny vitalitet til en serie, der virkede metaltræt i anden halvdel af forrige sæson.

Nu glæder vi os til at se, hvordan den danske udgave af en græsk tragedie ender.