Aren’t You Happy

”Du er som en virkelig eksotisk is,” siger en mand til den unavngivne hovedperson i Aren’t You Happy. ”Man vil kun have én skefuld.”

Omtrent det samme kan siges om denne originale, farverige eksperimentalfilm. Det er lykkedes den tyske instruktør og forfatter Susanne Heinrich at debutere med en selvhøjtidelig og legesyg film, der er fuld af nøgenhed og nonsens.

Det er nok ikke en film, man ser to gange. Til gengæld er det en oplevelse, man sent vil glemme.

Das melancholische Mädchen, som filmen hedder på originalsproget, vandrer gennem natten på jagt efter et sted at sove uden at bekymre sig om hvor eller med hvem. Hvert møde er en episode for sig selv, og episoderne udgør tilsammen handlingen i filmen.

Strukturen, hovedpersonens fortællerstemme og Susanne Heinrichs sjofle humor leder tankerne hen på Sex and the City. Der er ikke nogen åbenlys Mr. Big, men paraden af elskere er som taget ud af 90’ernes store hyldest til kvindelig seksualitet: en tømrer, en bordfodboldfan, en køn, ung mand, hvis imponerende penis på et tidspunkt fylder hele billedet, og en trekant med to kvinder og en mand.

Marie Rathscheck gestalter i hovedrollen et alfeagtigt væsen, hvis blanke, guddommeligt udformede ansigtstræk får hende til at ligne Jomfru Maria fra en højmiddelalderlig altertavle. Hendes stemmeføring er altid pudsigt monoton, hvad enten hun fremsiger replikker eller giver sig hen til ekstatisk nydelse i sengen.

Hun besøger også en psykiater og en dragqueen, og hun har lange, intellektuelle samtaler med alle, hun møder. Om kapitalisme, filmkunst og hendes egen manglende evne til at skrive sig videre end til første ord i andet kapitel af sin roman.

Instruktørens hensigt med Aren’t You Happy er at hensætte sit publikum i ”produktiv forvirring”. Set i det lys er den en bragende succes!

Men man kan frygte, at filmen ender som fyldstof på en streamingtjeneste i stedet for som et knopskud for en bølge af depressionskomedier.

Den har ellers potentiale.

Hvor mange debutanter satser sikkert, insisterer Susanne Heinrich på at udforske sin historie i provokerende billeder. Det kan man kun have respekt for. I forvejen er det svært for kvinder at slå igennem i branchen.

Min generation af rødstrømper ville måske sætte spørgsmålstegn ved, hvor radikal og udfordrende filmen egentlig er, når den fokuserer på skønhed og smukkesering. Vi ville måske endda påpege, at filmsproget til tider kommer faretruende tæt på at genskabe den sexisme, der florerer i mainstreamfilm.

Men Aren’t You Happy er bestemt seværdig. Hver episode har sin egen stemning og visuelle tekstur.

Nogle har bordelbelysning og skæve vinkler, andre er pangfarvede og helt i vater. Nogle scener skejer fantasifuldt ud med rotoscope-animation, andre udspiller sig i papkulisser eller på byens svedige natklubber.

Hovedpersonen svæver gennem det hele som en svane – typisk klædt i en cremefarvet, falsk pels. Nogle gange har hun en natkjole og støvler på under pelsen, andre gange ingenting. Det er et look, der siger elevfest på konservatoriet, og det er vist også filmens logiske målgruppe.

Aren’t You Happy er som at tage syre med en flok venlige bz’ere i en baggård i Berlin. Når trippet er godt, er filmen frit fabulerende og bramfrit underholdende. Når det er dårligt, er den krukket og selvforelsket.

Jeg endte med at finde filmens risikovillighed charmerende og længden perfekt. Havde den varet meget længere end 80 minutter, kunne den nemt være blevet utålelig. Og man har kun brug for én skefuld.