Arctic

Sjældent har man set nogen fryse som Mads Mikkelsen i overlevelses-thrilleren Arctic, hvor han kæmper med næb og kløer for at fastholde bare den mindste glød i et nådesløst arktisk ingenmandsland.

Han spiller den fåmælte Overgård, eneste overlevende fra et flystyrt et ubestemmeligt sted nord for polarcirklen. Vi møder ham i færd med at lægge sidste hånd på et kæmpemæssigt SOS i vulkansk sten, der kan ses fra oven.

Han har tydeligvis været der så længe, at det virker som et sisyfos-arbejde, men det er dagens små rutiner, der holder liv i den forfrosne eneboer. Han sover i det ramponerede flyvrag, fisker gennem isen og sidder hver dag med en hånddreven generator for at holde et håbløst nødsignal i live.

Ryan Morrisons manus og instruktør Joe Penna lader os møde Overgård i hans handlinger, uden gulnede tilbageblik til en mere lykkelig tid eller mere mumlen for sig selv end, hvad der nu virker naturligt for Mads Mikkelsen.

En dag sker så det umulige – eller, for en overlevelseshistorie, uundgåelige: En helikopter dukker op i det fjerne.

Overgård vifter med armene, råber og hujer for at blive set. Den kommer nærmere og nærmere ... og så styrter den ned! Piloten er død, men i vraget er der også en sydkoreansk kvinde med et slemt sår i siden. Da hun får det værre, beslutter Overgård sig for at slæbe hende hen til den nærmeste forskningsstation.

Også det virker som et sisyfos-projekt. Han var vel gået samme vej tidligere, hvis han mente, det kunne lykkes, og undervejs skutter man sig så meget over de arktiske vinde, at man aldrig helt tror på, at han kan slæbe dem begge hjem til varmen.

Når en pludselig snestorm forvandler de smukke landskaber til et iskoldt inferno, får fotograf Tómas Örn Tómasson sit dybfrosne landskab til at virke lige så livsfjendsk som overfladen på en fremmed planet. Faktisk skulle Mads Mikkelsen have slæbt sig rundt på Mars, indtil Ridley Scott kom Joe Penna i forkøbet med The Martian, og Penna i stedet flyttede historien til Arktis (filmen er optaget i Island).

Det er et spøjst emnevalg for en brasiliansk debutant, der har gjort karriere som musikalsk entertainer på YouTube. Men Penna mestrer sin fortælling til fulde. Man gruer for hver ny forhaling, når han spænder ben for sin helt med et stenskred, et isbjørneangreb eller et fald ned i en skjult isgrotte.

Og så sørger instruktøren for at lade sprækker af den menneskelige varme komme til syne, så der skabes sammenhold i det permafrosne vildnis. Da de ikke kan tale sammen, får Overgård kvinden til at klemme hans hånd – og hendes håndtryk bliver svagere og svagere filmen igennem.

”Hold nu kæft,” siger han for sig selv. ”Det går fint!” siger han til den unavngivne kvinde, der driver længere og længere væk i febervildelse.

Mads Mikkelsen er bundsympatisk i sin mest intense, fysiske præstation siden Valhalla Rising. Han vækker en skitse af en karakter til live med patos og galgenhumor, og den ordfattige fortællestil knytter os nærmest ubærligt tæt til ham – uden at vi rigtigt bliver klogere på ham.

Den grumme spænding forstærkes dundrende atmosfærisk musik fyldt med droner af Joseph Trapanese, der er en truende stemning i hver eneste scene. Overgård vandrer gennem et landskab af lyd. Sneen trykkes fast under hans støvler, vinden suser over isbjergene, hans åndedræt bliver mere stakåndet.

Arctic er en film, man kan mærke. Det er en kropsnær oplevelse.

Du kan måske ryste den af dig i biograflobbyen, men måneder efter at have set den kan du stadig vågne op om natten og gysende putte dig under dynen, mens du priser dig lykkelig over at bo i et hus.