Aquarius

Et skvulp. To skvulp.

Solen står højt på himlen i det lille velhaverkvarter i Recife, Brasilien. Den aldrende hushjælp Ladjane, som er klædt i gule bukser og en chik blomstertop, der synliggør hendes hængende, læderbrune overarme, kigger ned i gryden med den kogende pasta – og giver den så lige et tredje skvæt med olivenolien.

Aquarius er fyldt med små scener, der forputter sig i den store fortælling.

Scener, der ikke gør meget væsen af sig, men alligevel formår at sige en hel del om den brasilianske tilgang til livet. Der er ikke noget, som hedder kalorieforskrækket her. Og selv om du er over de 60 år, og kiloene er begyndt at vise sig, kan du sagtens dresse dig op i kropsnært tøj.

Det er nærmest din pligt.

En anden, der går op i sit udseende og i særdeleshed sit hår, er 65-årige Clara (Sonia Braga).

I en smukt filmet prolog ser vi en yngre, korthåret Clara sidde i en bil med vennerne og skrue helt op for Queens Another One Bites the Dust. Året er 1980, og tante Lucia fejrer sin 70-års fødselsdag.

Tilbage i lejligheden holder Claras mand en tale, der fortæller os, at brystkræft er årsagen til Claras korte hår. Men nu er hun erklæret rask, og omgivet af familie og venner, der danser, synes livet at kulminere lige dér.

Indtil personerne toner ud, og vi er efterladt i den tomme lejlighed, der i mellemtiden har skiftet interiør, men ellers er den samme som dengang.

Lejligheden ligger i boligkomplekset Aquarius, og Clara med det nu lange, sorte hår er den sidste beboer i den smukke strandresidens. En nævenyttig handelsstuderende, Diego, hvis bedstefar ejer komplekset, forsøger at få Clara ud. Huset skal rives ned og et nyt fancy kompleks bygges op i den neoliberalistiske ånd.

Men Clara ser med isnende øjne på Diego og nægter at give sig. Det udvikler sig til en langstrakt kamp, hvor alle midler tages i brug – inklusive sexorgier, termitter og lort på trappen – for at få den stålfaste beboer til at flytte. På dette plan minder filmen til tider nærmest om en gyserfilm.

Aquarius havde premiere på Cannes sidste år, og Sonia Braga var af mange kritikere blevet udråbt til vinder af bedste kvindelige hovedrolle. Men ligesom juryen forbigik Min far Toni Erdmann, var der heller ingen pris til Braga.

Den 66-årige Sonia Braga, der bare bliver smukkere og smukkere, som årene går, leverer en pragtpræstation som den pensionerede musikkritiker Clara. Det yngre publikum vil måske genkende hende som Samanthas kortvarige lesbiske elsker i Sex & the City, mens den ældre generation kan huske hende fra Edderkoppekvindens kys og Dona Flor og hendes to mænd.

I rollen som Clara formår hun at skabe et komplekst menneske, der både er en romantisk livsnyder og en stædig, kontrollerende kvinde. Erfaringen siver ud af kvinden, der har taget svære valg i livet og nu hviler fuldstændigt i sig selv.

Det dybt originale kvindeportræt varer hele 146 minutter, men Clara er sådan et interessant bekendtskab, at man aldrig keder sig. Især fordi instruktør og manuskriptforfatter Kleber Mendonça Filho har en evne til at fortælle organiske historier, der forener drama, samfundskritik, livsfilosofi og alskens indfald fra det farverige akvarium, som livet er.

Portrættet former sig først og fremmest som en sælsom fortælling om tidens gang.

Som når Clara starter en sætning med: ”Jeg har en veninde, eller nej, hun er død nu …” og når enken besøger husbonden på kirkegården, og hun tilfældigt går forbi nogle gravere, der er ved at grave nogle gamle grave op.

Another One Bites the Dust.

Vi skal alle den samme vej, selv om vi ikke har lyst til at blive mindet om det. Og Filho skildrer livets gang så præcist, at man ikke kan undgå at blive påvirket.

Da Clara får besøg af nevøen og nevøens nye kæreste Julia, sætter Julia en lp på. Øjeblikkelig kan man se på Clara, at hun genkender tonerne. Den gamle og den unge kvindes øjne mødes med de samme tårer i øjenkrogene. Musikken transcenderer tiden og skaber øjeblikke af forelskelse gennem generationer.

Livet går videre, selv om man ikke er her mere. Og strandresidensen, der gentagne gange bliver malet over, får nyt liv og ender sine dage som en nedrivningstruet bygning, er et smukt symbol herpå.

Aquarius er en af årets mest særprægede – og bedste – filmoplevelser.