Biografanmeldelse
13. dec. 2018
Aquaman
Der er barske miner for alle pengene, når Aquaman (Jason Momoa) begiver sig ud på heltegerninger i det våde element. Foto | Jasin Boland

Aquaman

Filmen om den drønstærke havmand byder på vild action og bombastiske effekter, men tager sig selv lidt for alvorligt.

Af Nicki Bruun

Hvad kan man forvente af en superheltefilm ved udgangen af det herrens år 2018? 

Aquaman scorer højt på adskillige parametre. Der er højspændt action til lands, endnu mere til vands og endda også lidt i luften. 

Og så byder filmen om den drønstærke havmand på en voldsomt aktuel kommentar til menneskehedens forurening af verdenshavene, der er blevet brugt som skraldespand for uendelige mængder affald. Så kan man også sidde i biografmørket og blive aktivistisk anlagt på planetens vegne. 

Publikum får også ganske rundhåndet næsten to en halv times underholdning for pengene, der ikke er så få, hvis man vil have den bebrillede IMAX-oplevelse med i hatten. De er nu meget godt givet ud, for filmen er et visuelt overflødighedshorn af bombastiske effekter. 

Alligevel skurrer oprindelseshistorien om superhelten, der er halvt menneske og halvt atlantisk kriger. Men det største problem er, at Aquaman bortset fra et par halvkvædede komiske afstikkere tager sig selv alt for alvorligt. 

Det starter med en højstemt fortællerstemme, hvor Arthur Curry – Aquamans borgerlige navn – fortæller om sine forældres umage møde i vendinger, der inddrager skæbnen og resten af de storladne tangenter. Der bliver ikke sparet på den fede fløde, når Arthur til tonerne af smukke strygere serverer banaliteter som: ”Livet har det med at overraske.” 

Ingen kan blive overrasket over, at han vokser op til at blive en stærk helt, der bruger sine kræfter til at stoppe moderne pirater og andet skidtfolk til havs. 

Kunne man i den forbindelse ikke have vredet lidt humor ud af, at Aquaman – spillet svulmende muskuløst og med glimt i øjet af Jason Momoa – svømmer rundt i cowboybukser? 

Alle med et svømmebevis fra folkeskolen ved, at det ikke er den mest praktiske beklædning, hvis man er på dybt vandt. I stedet er der igen fuld patos på drengen, når Arthur får sig en dødsfjende, fordi han nægter at gøre gode gerninger for kriminelle. 

Det bliver lidt sjovere, når han skal kæmpe for sin retmæssige plads som arving af havriget. Her møder han nemlig en fornøjeligt overspillende Patrick Wilson som halvbroren og nemesisen Orm og prinsessen Mera (Amber Heard). Med hende begiver Arthur sig ud med et redskab – en ældgammel besked – for at finde en sagnomspunden trefork. 

På den tur er filmen sjovest, når den tager en sjælden soppetur ud i det latrinært lavkulturelle. 

Da Mera har brug for at fugte redskabet, bruger hun sine kræfter på at trække sved ud af panden på Arthur. ”Jeg kunne bare have tisset på den,” siger han, og det er vel mest af alt sjovt, fordi han faktisk har ret – dét havde bare ikke set lige så sejt ud som tricket med panden. 

I det hele taget er filmen ret optaget af at være cool på den rette ironiske måde. 

Det skorter ikke på ironi i andre superheltefilm som Guardians of the Galaxy og Deadpool, men i dem er der enten venskabeligt hjerte bag løjerne eller balls to the walls-crazykomik på menuen. I Aquaman er ironien kun et ikke videre overbevisende forsøg på at tilføre en coolness-faktor til en film, der tager sig selv lovligt alvorligt. 

Overraskende nok foregår den mest potente actionscene ikke under vandet, men i en søvnig landsby på Sicilien. Byen bliver omdannet til ragnarok, når undersøiske krigere går i kødet på hinanden. 

Måske er det bare svært at lave medrivende spænding dybt nede på havbunden, som de færreste mennesker i sagens natur har et forhold til. Men det virker mere, som om manuskriptforfatterne og instruktør James Wan – gysermesteren bag Saw og Nattens dæmoner – har brugt kræfterne på landjorden, hvor også Arthurs mor, dronning Atlanna (Nicole Kidman), og Mera får et par velkoreograferede slagsmål. 

De er nok til, at man føler sig nogenlunde underholdt, men der burde være mere humor i en historie om en toptunet fiskemand.

Titel:
Aquaman

Land:
USA, Australien

År:
2018

Instruktør:
James Wan

Manuskript:
David Leslie Johnson-McGoldrick, Will Beall

Medvirkende:
Jason Momoa, Nicole Kidman, Amber Heard, Willem Dafoe, Patrick Wilson

Spilletid:
143 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
13. december

Relevante artikler

Biografanmeldelse
16. nov. 2017
Justice League

Justice League

Biografanmeldelse
11. aug. 2016
Suicide Squad

Suicide Squad

Fra samme skribent

Streaminganmeldelse
09. nov. 2025
Den sidste stilhed

Den sidste stilhed

Biografanmeldelse
11. sep. 2025
Bob Trevino Likes It

Bob Trevino Likes It

Serieanmeldelse
12. juni 2025
Stick

Stick

Biografanmeldelse
26. maj 2025
Sønnike

Sønnike

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten