Biografanmeldelse
25. dec. 2023
Anyone But You

Glen Powell og Sydney Sweeney har kemi, men ikke meget andet at arbejde med. Til gengæld er Anyone But You dygtig til at opfinde situationer, hvor publikum kan se deres lækre kroppe.

Foto | Columbia Pictures

Anyone But You

Rom-com-historiens sløveste stridsøkse er bare en undskyldning for at vise to smukke og ofte letpåklædte skuespillere på lærredet.

Af Martin Hemmje Østergaard

Det er populært at gå i biografen i dagene mellem jul og nytår. Fra vinterkulden strømmer vi ind i de dybe sæder, og i år blæser en lun australsk vind gennem landets filmsale første juledag.

Det er den romantiske komedie Anyone But You, men desværre er det ikke andet end varm luft.

Bea (Sydney Sweeney) og Ben (Glen Powell) falder tilfældigt i snak i en overfyldt storbycafé. De bruger resten af dagen sammen. De griller en ostesandwich og falder i søvn i hinandens arme.

Næsten morgen sniger Bea sig ud, fordi hun er bange for at forelske sig. Hun ombestemmer sig imidlertid og går tilbage, men blot for at blive såret igen.

Der er bare tale om en misforståelse, men scenen er sat, når Beas søster skal giftes med Bens bedste veninde. Brylluppet er i Australien, og Bea og Ben er nu tvunget til at tilbringe tid sammen i en paradisisk verden af solskin og bølgeblå bounty-strande, luksusyachter og champagne.

For at undgå at ødelægge brylluppet og samtidig gøre nogle ekskærester jaloux beslutter de sig for at bilde alle ind, at de faktisk er forelskede i hinanden.

Instruktøren Will Gluck er kendt for Easy A, hvor en ung kvinde laver et kompliceret net af løgne om sig selv. Teenagekomedien er intelligent, sjov og nem at relatere sig til.

Det samme kan ikke siges om Anyone But You, der mildt sagt ikke udmærker sig ved begavede dialoger, troværdige situationer og en original historie. Og selv om konceptet – to uvenner, der er nødsaget til at enes – er garant for komik, kan det ikke redde løjerne.

Men komedien har Sydney Sweeney og Glen Powell i hovedrollerne, og deres kemi er omtrent det eneste, der fungerer.

Sweeney er mest kendt for sine præstationer i HBO Max-serierne Euphoria og White Lotus. Powell spiller jagerpiloten Hangman i Top Gun: Maverick og er snart aktuel i Hit Man, som får fem stjerner Ekkos nye magasin og roses for Powells afslappede karisma.

Sammen udgør Sweeney og Powell et yderst attraktivt par. Han har misundelsesværdigt mange mavemuskler, mens hun har attråværdige bløde former, som buler alle de rigtige steder.

Og meget belejligt skaber filmen hele tiden situationer, hvor Ten-pack og Timeglas må fjerne de beklædningsgenstande, der blokerer udsynet til deres kroppe.

Til gengæld er karaktererne forbløffende endimensionelle, ligesom der mangler en reel konflikt imellem dem. Da deres gensidige had til hinanden opstår, tror man ikke et øjeblik på det.

En tur til Australien i hinandens selskab ligner et ikke-problem, og kun filmens insisteren på, at der er et problem, holder liv i skænderierne.

Det må være rom-com-historiens sløveste stridsøkse. Anyone But You har intet på hjerte og vil ingenting, men til dens forsvar skal siges, at den heller ikke prøver på noget.

Og denne førstejuledag, hvor blodtilstrømningen stadig går til mavesækken i arbejdet med at fordøje julegildet, og ilten til hjernen er en knap ressource, er Anyone But You muligvis den mest oplagte biografoplevelse.

I så fald skal du bare læne dig tilbage og acceptere den papirstynde undskyldning for at projicere to smukke mennesker op på et kæmpe lærred.

Titel:
Anyone But You

Land:
USA

År:
2023

Instruktør:
Will Gluck

Manuskript:
Will Gluck, Ilana Wolpert

Medvirkende:
Sydney Sweeney, Glen Powell, Mia Artemis

Spilletid:
103 minutter

Premiere:
25. december

Relevante artikler

Biografanmeldelse
08. juni 2022
Délicieux

Délicieux

Biografanmeldelse
22. mar. 2018
Peter Kanin

Peter Kanin

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
17. okt. 2023
Nyad

Nyad

Serieanmeldelse
29. sep. 2023
Gen V

Gen V

Biografanmeldelse
13. sep. 2023
After Everything

After Everything

Biografanmeldelse
10. aug. 2023
Haunted Mansion

Haunted Mansion

Nyhed
31. jan. 2026
Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington

Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington

Spillefilmdebutanten Zinnini Elkington løb med priserne for bedste film, bedste instruktør og bedste originale manuskript for Det andet offer, mens forhåndsfavoritten Pigen med nålen hjemtog flest statuetter – i alt otte.

Nyhed
30. jan. 2026
Deluca har opsagt sine medarbejdere

Deluca har opsagt sine medarbejdere

Melania
Biografanmeldelse
31. jan. 2026

Melania

Heated Rivalry
Serieanmeldelse
29. jan. 2026

Heated Rivalry

Greenland 2: Migration
Biografanmeldelse
29. jan. 2026

Greenland 2: Migration

Mest læste

Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington
Nyhed
31. jan. 2026

Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington

Deluca har opsagt sine medarbejdere
Nyhed
30. jan. 2026

Deluca har opsagt sine medarbejdere