Antebellum

Nogle film lader sig vanskeligt anmelde uden at afsløre væsentlige overraskelser. Antebellum er en sådan, men læseren kan trygt læse videre her, intet vil blive spoleret. 

Titlen Antebellum betyder ”før krigen” og henviser til årene før den amerikanske borgerkrig. Filmen begynder da også på en bomuldsplantage i sydstaterne, hvor sorte slaver lider alverdens trængsler. Én af dem har en bedre verden i tankerne – og pønser på flugt! 

Slaverne bevogtes af arrogante gråfrakker med hang til tortur og voldtægt. Men hov, i baggrunden høres kanonerne fra slaget mellem sydens Konfødererede Stater og Unionen, og så kan der selvsagt ikke være tale om ”før krigen”. 

En anakronistisk sjuskefejl af de helt store? 

Faktisk ikke, filmen ender med at hænge godt sammen takket være et antal dristige og gennemtænkte kvantespring. Det er prisværdigt solidt og opfindsomt arbejde af de to spillefilmdebuterende manuskriptforfattere, der også har instrueret. 

Central bag kameraet er også produceren Sean McKittrick, der på sit cv har film som Donnie Darko, Hostel, Get Out, BlacKkKlansman og Us, de tre sidste med markante kontaktflader til amerikansk raceproblematik. Filmen markedsføres primært som en film af McKittrick. 

Genremæssigt kommer Antebellum godt omkring. Den starter som kostumedrama, men begynder så at minde om tv-serien The Twilight Zone, hvor fortællinger skitseres i gråzonen mellem drøm og virkelighed, tidsrejse og fantasi.

Tilskueren må undre sig, så længe fortælleren ønsker. I dette tilfælde i cirka 75 minutter. Så kommer forklaringen, hvorpå Antebellum kulminerer i ren horror, hvor lemlæstelse påføres med flammer, økse og krumsabel. 

Efter sidste tæppefald står filmen stærkest som social kommentar til racisme og seksuelle overgreb i det moderne USA. Begge temaer håndteres med fingeren på pulsen uden at forfalde til nemme, politisk korrekte klichéer.

Således er hovedskurken ikke en chauvinistisk patriark, men en selvretfærdig, hvid kvinde, enigmatisk spillet af Jena Malone fra Nicolas Winding Refns The Neon Demon.

Filmen sorte hovedpersoner iscenesættes heller ikke uden videre som udsatte ofre, men tilføjes et stærkt præg af socialt privilegeret overklasse med egen øretæveindbydende adfærd.

Som da Gabourey Sidibe, der blev Oscar-nomineret for Precious, piller en tilbeder ned for at imponere veninderne. Hovedrollen spilles fint af musikeren Janelle Monáe, som var en af matematikerne i NASA-dramaet Hidden Figures, og her i Antebellum er en socialt bevidst forfatter.

Eller – antyder filmen drilsk – er det bare en slaves fantasi om noget bedre? A la daoisten Zhuangzi, der drømte, han var en sommerfugl, som måske drømte, den var Zhuangzi?

At mishandlingen af amerikanske slaver ikke har dannet basis for flere horrorfilm, kan overraske.

Det gamle Syden stod bag blodige uhyrligheder i horrorklassikeren Two Thousand Maniacs! (1964), som imidlertid var renset for spørgsmålet om race. Sorte amerikanere har ellers haft centrale roller i horrorgenren siden 1930’ernes film om voodoo og zombier.

Med Night of the Living Dead fra 1968 blev vejen banet for sorte hovedpersoner. I 1970’erne fik vi blaxploitation-vampyren Blacula og tegneserie-vampyrjægeren Blade samt i 1993 spøgelset af den lynchede Candyman. De to sidste er på vej mod biograferne i nye film.

Men i 1990’erne blev det en kendt kliché, at sorte skuespillere i horrorfilm typisk kun var med for at blive myrdet og optræde på plakatens fotomontage af ellers hvide ansigter.

Det er blevet bedre siden.

Blandt nyere eksempler på afro-relevant raceproblematik i horrorgenren er den britiske monsterfilm Attack the Block og førnævnte Get Out, som altså nu får selskab af Antebellum.

Filmens finale er en visuelt stærk eksplosion af triumferende, rensende følelser, og der er overraskelser helt frem til slutbilledet.