Ant-Man and the Wasp: Quantumania

Ant-Man har altid været en løjerlig størrelse blandt de uendeligt mange Marvel-figurer.

De fleste af heltene er i centrum for alvorlige film, mens Ant-Man – der kan skifte størrelse efter behov – bor i et hovedsageligt humoristisk univers.

Der er dog ikke meget sjov ved Ant-Man and the Wasp: Quantumania. Det er ikke bare den dårligste i filmserien om Ant-Man, men en af de sløjeste Marvel-film overhovedet.

Den titulære myremand Scott Lang (Paul Rudd) er blevet en berømthed, efter han og de andre helte stoppede skurken Thanos i Avengers: Endgame.

Scott har skrevet en populær bog, som han ikke er bleg for konstant at minde andre om. Han har et godt liv sammen med kæresten Hope (Evangeline Lilly) – også kendt som superhelten The Wasp – og svigerforældrene Janet (Michelle Pfeiffer) og Hank (Michael Douglas).

Datteren Cassie (Kathryn Newton) er dog lidt rebelsk. Mens Scott kæmpede mod Thanos og var isoleret i det såkaldte kvanterum, gik der fem år, hvor hun ikke så sin far.

Selv om de to ikke er decideret uvenner, kommer der små stikpiller fra den attenårige kvinde. Da hun med Hank og Hopes støtte bygger en genstand til at kortlægge kvanterummet, går det dog galt.

Hele familien bliver suget ind i mikrokosmosset, hvor en stor fare besværliggør bestræbelserne på at finde en vej hjem: den megalomane tidsrejsende Kang.

Han spilles af Jonathan Majors, der tidligere har imponeret i serien Lovecraft Country og det stille drama The Last Black Man in San Francisco. I år står skuespilleren over for sit store gennembrud, og han er da også det bærende element i Ant-Man and the Wasp: Quantumania.

Som Kang er han perfekt iskold, når han vel at mærke ikke hæmmes af manuskriptet.

Han taler med en ro og autoritet, der får de små hår i nakken til at rejse sig. Kang behøver ikke at hæve stemmen, for han ved, at han er den stærkeste i ethvert rum, han går ind i.

Den slags selvsikkerhed hos en skurk er skræmmende i sig selv. At han også er en intelligent psykopat med storhedsvanvid og den nyeste teknologi, gør ham kun mere frygtindgydende.

Man forstår godt, hvorfor Marvel har kørt Kang i stilling som den nye hovedskurk i det filmiske univers. Vi fik allerede et smugkig på karakteren i serien Loki, dog med et markant andet udtryk.

For som det efterhånden er blevet slået fast af Marvel, er multiverser en faktor, der får betydning i filmserien. Samme person kan eksistere i uendeligt mange variationer.

Men ligesom Loki minder Ant-Man and the Wasp: Quantumania til forveksling om animationsserien Rick and Morty, når det kommer til skildringen af multiverser.

Det er ikke så underligt, for ligesom serieskaberen bag Loki, Michael Waldron, har filmens manuskriptforfatter Jeff Loveness tidligere leveret afsnit af Rick and Morty.

Når man først kender forbindelserne, er det svært ikke at se Ant-Man and the Wasp: Quantumania som et bizart miks af Star Wars: The Empire Strikes Back og Rick and Morty.

Janet er en slags Obi-Wan Kenobi og Kang en hybrid mellem Darth Vader og den gale videnskabsmand Rick Sanchez. Hele kvanterummets æstetik og skurkens hær minder om noget fra galaksen langt, langt væk.

Er det et udtryk for hyldest til andre værker, eller resultatet af et dovent og idéfattigt manuskript? Det er svært ikke at hælde til det sidste, når man har set filmen til ende.

Paul Rudd og de andre skuespillere gør, hvad de kan. Men vittighederne er en irriterende pastiche af Taika Waititis skæve tone i Thor-filmene, og Bill Murray er kun med i en besynderlig udvidet cameo, der ikke rigtigt rammer plet.

Så hvad skal vi bruge den nyeste Marvel-film til?

Man kan nyde startskuddet på Jonathan Majors’ store gennembrudsår. Han kan også snart opleves i danske biografer i Creed 3, og skuespilleren begejstrede på årets Sundance-festival med sin præstation som bodybuilder i Magazine Dreams, der forhåbentlig kommer til Danmark.

Og så glæder man sig ellers til igen at se ham som Kang, der har potentiale til at blive rigtigt ond, hvis Marvel tør. Men de gør de desværre sjældent.