Animals

”Hvad mon mit kæledyr tænker om mig?” har mangt en dyreejer nok spekuleret over.

Ikke det store, er svaret, hvis man tager HBO’s animationsserie Animals for gode varer. Her bliver der nemlig givet stemme til ikke bare husdyr som katte og hunde, men også til rotter, duer og alskens andre dyr.

Og hvad tænker eksempelvis de millioner af rotter i New York så på? Sex, naturligvis!

Animals begynder ganske vist med et ulækkert samleje mellem byens korrupte borgmester, der fungerer som bindeled mellem dyrehistorierne, og en prostitueret, men dernæst dykkes der ned i den mere bogstavelige underverden. 

I første afsnit møder vi rotterne Mike (Mike Luciano) og Phil (Phil Matarese), der godt nok bruger det lidet romantiske, men til gengæld biologisk korrekte udtryk ”at lave børn” om akten, men som ellers er menneskelige i deres forskellige personligheder.

Mike er den spontane festabe, mens Phil er en introvert romantiker, der flover sig over endnu ikke at have lavet børn. Sådan er fordelingen også i de øvrige afsnit, hvor skaberne Mike Luciano og Phil Matarese lægger stemme til duer på steroider, psykopatiske katte og hunde, der kæmper med at være indespærret i parken. 

Det er med andre ord temmelig sorthumoristisk territorium, serienbetræder, og med den simple animation in mente kommer man især til at tænke på 90’ernes Beavis and Butt-Head. Ligesom det kræver lidt tilvænning at se gamle afsnit af animationsserier som South Park og The Simpsons, hvor det hele er råt og firkantet, skal man også lige vænne sig til stilen i Animals. 

Et par afsnit inde har man dog accepteret, at der nærmest er tale om en slags tegneserie, hvor figurerne ikke bevæger munden, når de snakker. Det, de siger, er imidlertid som oftest meget morsomt.

Som når en fremmed kat besøger borgmesterens to forkælede tæppepissere og spørger: ”Hvor er jeres kattebakke? Jeg trænger virkelig til at skide.” Det er bogstavelig talt lortehumor, men det fungerer takket være deadpan-leveringen, der eksekveres af nogle af de sjoveste mennesker i den amerikanske underholdningsbranche. 

Det gælder brødrene Mark og Jay Duplass, der foruden habile skuespilkarrierer har instrueret indiefilm som The Puffy Chair og skabt HBO-serien Togetherness. De har også produceret Animals og er dermed nok ansvarlige for de mange gæstestjerner, der lægger stemme til en eksistentialistisk gås (Adam Scott), en raceren nazihund (Aziz Ansari) og en pillepoppende rotte (Jason Mantzoukas).

Særligt en cameo af podcast-komikeren Marc Maron i femte afsnit er fornøjelig for de indviede, som kender ham og kan forestille ham som radiorotte.

For de popkultur-interesserede bliver det derfor en sjov leg i sig selv at komme i tanke om navnet på, hvem der lægger stemme til den suicidale hest eller fladlusene i borgmesterens skridt. Men også den knap så nørdede seer vil finde glæde i Animals, der med samme skarphed veksler mellem bevidst dum humor og kvik satire. 

Det føles næsten for nemt, når duerne snakker om at bruge ”bird control”, men det bliver serveret naturligt nok til at fungere. Man jagter ikke blot den næste punchline, som en hund jagter sin hale, men skaber i stedet et fyldigt univers, hvor humoren kommer af sig selv.

På grund af de skiftende vignetter mellem dyrene – både fra afsnit til afsnit, men også i de enkelte afsnit – bliver det en meget opklippet og umiddelbar oplevelse at se Animals. Derfor kan man komme til at savne den store, forkromede sammenhæng i de mange små situationer, hvis man går på jagt efter et mere dybtstikkende budskab.

HBO har dog allerede bestilt anden sæson, og dermed er der tid og plads til forbedring i en serie, der ellers kommer stærkt fra start og viser sig som et unikt bekendtskab.