Andre folks børn

Det er umuligt ikke at få skønne sommerfugle i maven og et smil på læben af hovedpersonen Rachel i begyndelsen af Andre folks børn. 

Hun underviser med strålende øjne og et hemmeligt smil en klasse teenagere, og senere sidder hun til møde med sine kolleger med samme yndige udtryk. 

Rachel virker let fraværende, da hun tager en guitar på ryggen for at tage til musikundervisning efter arbejde. 

Hun er forelsket. På en så smittende måde, at man som publikum også bliver forelsket i hende. Og nærmest misundelig på hendes hjertes udkårne, den lidt ældre Ali, som hun får et glas vin med i et charmerende Paris. 

Det er begyndelsen af et forhold for to mennesker over 40. Filmen understreger fint, at forelskelse er uden alder – både den tidlige, lidt kluntet-søde flirt og den intense kærlighed. 

Men med livserfaring følger der nogle gange bagage fra tidligere forhold. I tilfældet her gælder det en lille pige på snart fem år. Ali er far til Leïla, og derfor skal Rachel også forholde sig til hende. 

Rachel er ikke en desperat pebermø, da hun møder Ali. Hun har et på alle måder tilfredsstillende liv, hvor hun holder af sit arbejde og sine kolleger, går i synagoge med sin søster og far og har masser af venner og interesser. 

Alligevel vækker kærligheden en længsel i hende. 

For hun bliver også forelsket i Leïla. På en weekendtur er det Rachel, der køber pandekager til hende og bliver nervøs, da Leïla forsvinder, mens Ali står og drikker øl og kigger på hesteløb. 

Hun kalder hende helt naturligt ”min engel” og ”lille skat”, og Leïla virker også tryg i hendes selskab. 

Men på samme weekendtur køber Rachel også spontant en graviditetstest, som hun smider skuffet i skraldespanden, da hun får sin menstruation. 

I en tidligere scene har hun og Ali haft sex en aften, selv om de ikke kunne finde et kondom. Men hun har ikke taget ham med på råds om sit ønske om at få et barn. 

Det er, som om instruktør og manuskriptforfatter Rebecca Zlotowski glemmer at indvie publikum i Rachels følelsesliv. Man mærker, at det er en personlig fortælling, men dramaet virker nogle gange nærmest indforstået. 

Det er først, da Rachel går til gynækolog og får at vide, at hun ikke har så mange æg tilbage, at problematikken sættes på spidsen. 

Gynækologen spilles i øvrigt af den legendariske amerikanske dokumentarinstruktør Frederick Wiseman i en sjov cameo, hvor han udviser den samme favnende humanisme, der kendetegner alle hans film. 

Andre folks børn er fuld af sofistikerede flertydigheder, spejlinger og komplekse lag. Så snart Rachel vender skuffet hjem efter weekendturen med Ali og Lëila, ringer hendes søster og fortæller grådkvalt, at hun er gravid – ved et tilfælde. 

Og mens en af Rachels søde kolleger begynder at gøre tilnærmelser, aner vi langsomt, at hun måske er mere interesseret i Ali end omvendt. 

Dramaet udfoldes elegant, men så diskret, at det virker underfortalt. Rachels fortrolighed med søsteren havde været en oplagt mulighed for at sætte ord på hendes følelsesliv, og uden den indsigt ender Andre folks børn med at føles en lille smule uforløst. 

Filmen åbner sig først i bagklogskabens lys, og det gør den lettere at beundre end at holde af. Langt hen ad vejen lykkes Rebecca Zlotowski dog med at fortælle en delikat historie om et svært emne. 

Ufrivillig barnløshed hos kvinder i 40’erne er sjældent set på film – og ekstremt sjældent i sexede film. Men Rachel er en kvinde med lyst til livet, hun er selvstændig og tiltrækkende, feminin og stærk. 

Og på den måde gør instruktøren fertilitetsproblemet vedkommende. Forhåbentlig er Andre folks børn en del af en ny bølge af film om kvinder midt i livet, som rummer alt det, et moderne kvindeliv gør.