Andor

”Star Wars er for børn, men kan ses af voksne. Star Trek er for voksne, men kan ses af børn.”

Sådan skrev jeg i min Star Trek-bog i 1990, og det er min mest citerede sætning. Den ramte også plet, i alt fald indtil streamingserien Andor, som startede i 2022 og her til morgen havde premiere på de sidste tre afsnit af sæson 2.

Vi kan nu roligt kalde serien for Star Wars-universet mest fornyende tilføjelse nogensinde.

Andor er skabt af Tony Gilroy, bedst kendt som Oscar-nomineret forfatter af Bourne-franchisen. Serien er en prequel til Rogue One: A Star Wars Story, som var en prequel til den første Star Wars-film, der kulminerer i seriens år nul med angrebet på Dødsstjernen, kaldet The Battle of Yavin.

Hvert afsnit af Andor starter med at præcisere, hvor mange år vi befinder os BBY, altså Before the Battle of Yavin.

Centralt står Cassian Andor (Diego Luna), hvis udvikling vi a la Han Solo følger fra egennyttig baryl til selvopofrende oprørsleder.

I seriens første episoder shanghajes han af en oprørsleder til at invadere et fort, for at stjæle en formue fra Imperiet. Overfladisk men velfungerende action, fulgt af et voldsomt toneskift.

Væk er derefter stort set alt, der i 1977 føltes som forfriskende, nostalgisk eskapisme og i årtier har fremstået som Star Wars-universets essens: Renhjertet, ukompliceret Jens Lyn-heroisme med rumskibe, magi og lasersværd, en ridderromance elegant transplanteret til en fjern galakse med sjove robotter og storslåede rumkampe, ledsaget af John Williams’ opløftende musik. 

I kontrast er Andor en mørk, bitter blodig, politisk og kompleks dystopi, der går tæt på konfrontationen mellem en fascistisk overmagt og dens ofre. Hverken Darth Vader eller kejser Palpatine dukker op, men imperiets onde planer hviler tungt over hele serien. 

Andor fængsles og tvinges til hårdt samlebåndsarbejde. Ikke siden George Lucas’ debutspillefilm THX 1138 har lyse, hvide rum været så mareridtsagtige. En efterfølgende masseflugt er første sæsons emotionelle højdepunkt.

Serien er rig på betydningsfulde kvindeportrætter. Der er flueben i all woke-bokse, inklusive et lesbisk par, uden at det virker påfaldende.

Andors kæreste (Adria Arjona) udsættes for psykologisk forhørstortur, der overgår rotten i Orwells 1984, tydeligt en af seriens inspirationskilder i både design og tematik.

Hvor Lucas romantiserede voldtægt (hvordan skal vi ellers forstå Leias erotiske slavindekostume?) fremstilles seksuel krænkelse her lige så frastødende, som den opleves af ofrene i den virkelige verden.

Seriens to mest markante figurer møder vi blandt skurkene. 

Funktionæren Syril Karn (Kyle Soller), sjæleligt forkrøblet af en dominerende mor, finder mening i et forsøg på at arrestere Cassian. Derved ender han i et forhold med karriereofficer Dedra Meero (Denise Gough), der har samme opgave. Begge skuespillere leverer fænomenale præstationer, som afslører en menneskeligt krakelerende dimension i Imperiets grundvold. 

Også heltenes lejr slår sprækker. For at støtte oprøret må senatoren Mon Mothma (en fremragende Genevieve O’Reilly) ofre sin identitet som hustru, mor og politiker – samt måske sit liv.

Via skurkenes kostumer har Star Wars altid fremmanet nazismen. I Andor tales et kunstigt sprog, der tilsigtet associerer til den franske modstandsbevægelse. Andetsteds spøger massakren på Den Himmelske Freds Plads i 1989 og den politiske situation i nutidens USA. 

Ordet eskapisme har meget lidt at gøre her. 

Hist og her optræder en robot eller et rumvæsen, men der er få sjove indslag og kun enkelte action-scener.

Serien er filmet udendørs i storslået natur og i imponerende fysiske kulisser. Elementer skabt med computergrafik er perfekt indarbejdet og ligesom alt andet i Andor på højeste tekniske og kunstneriske niveau.

Anden sæson – hvor tre afsnit er instrueret af danske Janus Metz – starter flot med Cassian Andors tyveri af et TIE Avenger-rumskib. Derefter er tempoet demonstrativt langsomt frem til de afsluttende tre afsnit, hvor alt falder på plads i en virkelig medrivende og forløsende finale.

Når tiden kommer til en tredje udgave af min Star Trek-bog, må jeg genoverveje sætningen om, at Star Wars er for børn. På samme måde som det bedste fra Star Trek kan også Andor ses af børn, selv om den i høj grad er tiltænkt voksne. 

Når man har set Andor færdig, bør man hoppe direkte til Rogue One og derfra tilden første Star Wars-film. Andre steder tynges franchisen af sjusk, men her hænger den solidt og tilfredsstillende sammen.