American Primeval

Jernbanen ender brat ude i vildmarken. En enlig kvinde og hendes søn afventer en guide, som skal føre dem videre ind i det uciviliserede område, der senere blev til staten Utah.

Året er 1857, og vi befinder os i et USA, der stadigvæk er i sin vorden som et samfund sammensat af forenede stater. Derfor er seriens titel, American Primeval, velvalgt. Direkte oversat ”amerikansk urtid”, som er tiden før en nations fødsel under den amerikanske borgerkrig, der endte i 1865.

Her begynder på sæt og vis den æra, som westerngenrens mest typiske landskaber og handlinger er skabt af: den vestlige urbanisering, den trans-amerikanske jernbane og udryddelsen af de indfødtes kultur.

Miniserien drejer sig om en fortrængt epoke i USA’s grusomme historie: The Utah War – også kaldet mormonkrigen – der fandt sted 1857-58. Der var voldsomme og blodige sammenstød mellem den amerikanske hær, regionens oprindelige folk og så den militante menighed af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (alias mormonerne), der ville have Utah som sin egen stat.

Allerede i første afsnit overværer vi mormonernes massakre på andre indvandrere. Krigen blev på mange måder et forspil til borgerkrigen fire år senere, nemlig modsætningen mellem at være en union underlagt fælles love eller autonome stater i en konføderation.

På baggrund af krigen drager Sara Rowell afsted med sin søn ud mod Californien, og efter genvordigheder, også på grund af sin fortid i Boston, møder hun eneboeren Isaac Reed, en misantropisk pelsjæger med en gusten fortid.

I det hele taget må man sige, at stort set alle bærer på en hemmelighed i denne serie. Alle synes at være på flugt fra noget, mens fanatisk kristendom anført af guvernøren og profeten Brigham Young prædiker dommedag, blod og bøddel over hedninge og andre vantro. Signalementet af mormonernes forne fremfærd må vække debat.

Stilen er klart socialrealistisk med præg af indignerede kritiske billeder af et dunkelt kapitel i USA’s historie. Dertil kommer skammen over måden, de indfødte amerikanere bliver behandlet på af den hvide civilisation.

Men serien er rimelig i sin fremstilling af den ædle vilde, som ligner den sidste mohikaner i mod og tapperhed og samtidig er primitiv og barbarisk. Derimod er de hvide mænd på nær en eller to – blandt andre Shea Whigham som den brave old timer, Jim Bridger – gradbøjet i alskens former for ondskab.

Alt sammen indrammet af naturens barske skønhed, prærier uden grænser og bjerge dækket af sne. Over alt lurer der farer, fra glubske ulve til ugler i mosen.

Seriens realisme styrkes også af, at skuespillerne er gestaltet uden nogen form for vanlig Hollywood-glamour. Betty Gilpin spiller som Sara Rowell neddæmpet en kvinde over sin første ungdom, uden makeup, men med en sikker og nærmest morbid sans for at skulle overleve med sig selv og sin søn.

Taylor Kitsch er den lidt mere klichéagtigt tavse Isaac, der ude i vildnisset selvfølgelig både kan skyde fra hoften og slå på tæven. Action og handling er yderst barsk leveret, langt væk fra renvaskede hesteoperaer med deres brede cowboyhatte og nystrøgede skjorter.

American Primeval indskriver sig solidt i den renæssance for westerns, som med successerien Yellowstone i spidsen samt de to prequels, 1883 og 1923, nærmest har genrejst en genre, som længe syntes lagt i graven.

Men i modsætning til de nævnte er der meget lidt heroisme og patriotisme over seriens kapitler af amerikansk selvforståelse og cowboy-mytologi. Instruktør Peter Berg dekonstruerer i sin iscenesættelse både John Fords mytiske fortællinger og Sergio Leones operaagtige manierisme. Han kommer nærmest Sam Peckinpahs beske visning af vrangen af det vilde vesten.

American Primeval er flot at skue og overholder til en vis grad genrens regler. Den er også hård kost, ganske ubehagelig til tider, men alligevel hele rejsen værd.