Always

Digte kan være svære at holde af eller helt holde ud. Ofte er de intentionelt uforståelige, vel en slags litteraturens art house.

Hovedkonkurrencen på Cph:Dox gemmer imidlertid i år på stor og overraskende uprætentiøs poesi i kinesiske Deming Chens underspillede, men bjergtagende debut Always.

En film, jeg gerne vender tilbage til gennem hele livet – måske en perfekt en af slagsen.

Kameraet observerer nøgternt og usentimentalt en fattig familie på fire. De bor i et billedskønt bjerglandskab i Hunan-provinsen i Kina, men hverdagen er nedslidende og monoton, når man må leve af, hvad man selv kan så og opdrætte.

Faren mistede tilmed sin ene arm, da den nu otteårige Youbin var bare få måneder gammel, hvorefter moren forlod dem begge. Nu lever faren og sønnen sammen med bedsteforældrene.

Drengens tilværelse som enebarn på landet er et slående billede på barndommens magi. Han strejfer rundt i landskabet, leger alene og skriver digte i hjemmet, tilsyneladende helt uforstyrret af familiens voksensnak.

Ordene i drengens digte er få og velvalgte. Og de er ligesom filmen indhyllet i en udsøgt minimalisme.

Ret op ad barnets drømmende verden ligger faren og bedsteforældrenes repetitive og trivielle virkelighed. Her snakkes i ring om penge og mad. Livet synes reduceret til overlevelse for de voksne omkring den fantasifulde og legende Youbin, og væggen mellem de to verdener risikerer at briste sammen med pubertetens indtræden.

Om det er intentionelt eller ej, lykkes Always med noget så sjældent som forfriskende antikapitalisme. De hårdtarbejdende voksne fremstår mekaniske og livløse, mens dyr og børn omkring dem stråler af charme og nærvær. 

Filmens lydside bæres af en stilhed mættet af naturen og lyden af handlinger. Familien pløjer og høster, samler og flytter. Ild knitrer, trækroner bruser.

Det understøttes af en subtil og enkel elektronisk lydside, der måske snarere er toner end egentlig musik. Den er diskret til stede og optræder kun, når den tjener en funktion. Barnets digte forbliver usagte, stående i stilhed på lærredet med landskabet og vinden som baggrund.

”En hemmelighed,” hedder et af digtene, som er simple, men kan fortolkes eksistentielt.

Ingen ved, at græsset var trist.
Dets grønne krop i form af et ar eller en mund,
talende: en dag vil jeg komme til dig.

Der er en renhed i børnedigtet, som forvandler poesiens indimellem frustrerende uforståelighed til noget dybt betagende.

Hos familiemedlemmerne er der ingen forfængelighed eller selviscenesættelse at spore. Kameraets tilstedeværelse er helt umærkelig. Og selv om Deming Chens første film er overraskende stilsikker og formfuldendt, fremstår den ikke selvsmagende – måske i kraft af barndommen og fattigdommens rå ægthed.

Langsommeligheden virker hypnotisk – et minutlangt billede af stjernehimlen, akkompagneret af en enkelt tone, føles som et flygtigt glimt. Man bemærker knap overgangen fra sort-hvide til farvede billeder to tredjedele inde i filmen, før skiftet tilbage tyve minutter senere pludselig træder frem.

Always er en meditativ filmoplevelse, der skærper tilskuerens opmærksomhed og vækker fantasien – præcis som et godt digt.