Alt gik godt

I blockbusters er vi vant til at se mennesker blive dræbt i stor stil, men det kan stadig være overrumplende, når en film tager oprigtigt livtag med døden. Særligt den stille død, der følger lang tids sygdom.

Måske tør filmskabere ikke behandle emnet af frygt for at deprimere publikum.

Men franske François Ozon er ikke bange for noget. Han har kredset om døden i tidligere film (Under sandet, 8 kvinder, Swimming Pool), og i Alt gik godt tackler instruktøren livets store punktum med klarsynet åbenhed og humor.

Filmen er baseret på en selvbiografisk roman af Emmanuèle Bernheim, der spilles af Sophie Marceau.

Da Emmanuèle får at vide, at hendes far – industrilederen André – har fået et slagtilfælde, skynder hun sig til hospitalet. Her møder hun sin søster Pascale og bliver lettet over at høre, at faren overlevede.

Men selv om han fysisk er i bedring, insisterer André på, at han ønsker at dø.

Familiens dilemma gøres levende i Ozons smerteligt detaljerede skildring af Andrés sygdomsforløb. Hans nye liv er dræbende monotont med ubehagelig fysioterapi og sygeplejersker, der nogle gange forsømmer ham.

Alt er pludselig defineret af hans tab af selvstændighed, og gradvist forstår man, hvorfor den engang så ukuelige mand har givet op.

Men det er også let at forstå, hvorfor familien har svært ved at støtte ham i beslutningen: Han lader jo til at få det bedre! Der er ingen lette moralske valg, og familien er splittet af flere hengemte konflikter, end der sættes ord på i filmen.

Andrés ekskone Claude, Charlotte Rampling i en alt for lille rolle, kan dårligt nok få sig selv til at se på ham. Men hun kan heller ikke rigtigt give slip. Hverken Emmanuèle eller Pascale har tilgivet faren, at han altid satte sine egne behov over deres.

François Ozon er optaget af døden som proces. Han skildrer med klinisk indlevelse Andrés gradvise svækkelse og de forsøg på forbrødring, forløbet tillader.

Historien er flot sat i scene trods de institutionelle omgivelser. Fotograf Hichame Alaouie fæstner sig ved små livstegn: en farvet væg her, et havevindue der.

Skuespilleren André Dussollier er i fænomenal form som den døende patriark. Karakteren André er lidt af en gavtyv, men han har også en vilje af stål og forstår at sætte sig igennem – selv mens han svinder ind.

Sophie Marceau er mere afdæmpet, men ikke mindre magnetisk. For Emmanuèle er farens sygdom et smerteligt sidste kapitel i et forhold, der tydeligvis aldrig har været nemt.

Filmen har også en humoristisk sans, der i nogen grad kan veje op for tristessen. Ozon dvæler ved sygdomsforløbets små absurditeter, som da personerne forsøger at gradbøje hospitalets alkoholforbud, eller da de skal undersøge, hvordan man kan lave aktiv dødshjælp uden at forbryde sig mod fransk lovgivning.

Det klæder Alt gik godt, at den i øjeblikke nærmer sig farce. Havde instruktøren gået lidt længere i den retning, kunne han måske have løftet sit drama endnu højere og undgået den stedvise fornemmelse af, at konflikten forløses en smule for let.

Det er simpelt nok at fortælle frem imod en følelsesladet afsked. Man skal være lavet af sten for ikke at fælde en tåre, når man ser familier reagere på et rystende tab. Men det er sjældent at møde en mand som André, der behandler døden, som var han ikke selv noget stort tab.

Og så er der Andrés rigdom.

Ozon lader sine karakterer anerkende, at André har penge nok til at træffe valg, der er de færreste forundt. Men den selvindsigt får ikke én til at glemme, at dette er en enormt privilegeret familie.

Måske er det den følelse, der holder Alt gik godt fra at være en genuint universel historie.

Men filmen er en god anledning til at repetere de mange argumenter, der taler for aktiv dødshjælp. Og en sjælden mulighed for at granske vores egen dødelighed på film.