Alt det lys vi ikke ser

Anthony Doerr, der har skrevet romanforlægget, skulle have fået idéen, da en medpassager på et tog brokkede sig over en midlertidigt dårlig telefonforbindelse.

Alt det lys vi ikke ser er tænkt som et kærlighedsbrev til den langdistancekommunikation, vi tager for givet.

Den blinde pige Marie-Laure og den tyske soldat Werner befinder sig begge i den nordfranske havneby Saint-Malo lige inden befrielsen i sensommeren 1944.

Marie-Laure sender radio for modstandsbevægelsen, og det er Werners opgave at opspore og dræbe hende, men han kan ikke få sig selv til det.

Hun sender nemlig på en bestemt frekvens, hvor Werner har fundet visdom og trøst, siden han var barn.

Fire år tidligere er Marie-Laure og hendes far, der portrætteres jovialt af Mark Ruffalo, flygtet fra Paris. Han havde en vigtig stilling på Naturhistorisk Museum, og med sig bringer de en diamant fra museet, som efter sigende kan give sin ejer evigt liv.

I Saint-Malo modtages de af deres slægtninge, onkel Étienne og madame Manec, der snart får både faren og datteren indlemmet i modstandsbevægelsen.

Werner er vokset op på et børnehjem i det vestlige Tyskland. Han bygger radioer og holder af videnskab. Han mener, at krigen er gamle mænds galværk, og at hans generation vil passe bedre på verden.

Grundet sit ingeniørtalent har han gået på et nationalsocialistisk eliteakademi og er modvilligt endt som soldat hos signaltropperne.

I en serie, hvis tema er kommunikation, er det et ærgerligt valg at lade alle tale engelsk. Den var måske gået, hvis engelsk blot havde været erstatning for et enkelt sprog. Men det bliver helt fjollet i en scene, hvor en fransk kvinde og en tysk mand taler sammen på engelsk om, at hun gerne vil lære at tale engelsk.

Som seer ender man med at bruge unødigt meget energi på at regne ud, hvilket sprog der egentlig bliver talt i en given scene.

Serien er dog fuld af fine præstationer fra de engelsktalende skuespillere.

Aria Mia Loberti og Louis Hoffmann er skønne og naturlige som de to sympatiske hovedpersoner. Især er det imponerende, at blinde Loberti, der er amatør og til daglig læser på universitetet, formår at spille op mod de mange erfarne folk på rollelisten.

Hugh Laurie kommer med en klædelig sårbarhed til krigsveteranen og modstandsmanden Étienne, der bogstavelig talt har gemt sig på loftet siden sidste verdenskrig. Ed Skrein får leveret en mindeværdig og overraskende nuanceret præstation i en lille rolle som den officer, der opdager Werners evner og får ham ind på militærskolen.

Tyske Lars Eidinger gør, hvad han kan med karakteren Reinhold von Rumpel, som jager ædelsten for Det Tredje Rige. Han har sandsynligvis en terminal kræftdiagnose og søger derfor efter diamanten, der kan give evigt liv.

Von Rumpel er til dels seriens hovedskurk, men karakteren er så endimensionel, at man til sidst er mere træt end frygtsom, når han kommer på skærmen.

Historien er ellers bygget op med masser af flashbacks, der uddyber plot og karakterer, så man kunne med fordel have tildelt diamantnazisten et.

Den ikke-lineære struktur giver Werner og Maries historie et klædeligt strejf af skæbnefortælling, som om det altid var meningen, at de skulle mødes.

Alt det lys vi ikke ser er grundlæggende realistisk, men en muligvis forhekset ædelsten, Maries nærmest overnaturlige sanser og historiens struktur fortryller dens udgave af 1930’erne og 40’erne.

Det er med til at skabe spænding i historien, uden at den mister sin indre logik.

Desværre har serien en hang til at overforklare. Det er svært at transformere roman-ord til billeder, men det må kunne gøres mere elegant end, at Marie hvisker ”brød” til sig selv, inden hun går til bageren.

Trods den slags klodsede replikker og engelsktalende nazister er Alt det lys vi ikke ser en seværdig oplevelse takket være den charmerende teknologibegejstring og karakterer fulde af mod og håb.