Alpha

Efter at være faldet pladask for Titane, Julia Ducournaus mageløst forstyrrende Guldpalmevinder fra 2021, er ens forventninger til opfølgeren Alpha tårnhøje. Med tunge navne som Golshifteh Farahani og Tahar Rahim på rollelisten og instruktørens body horror-talent i baghovedet varsler filmen om en dræbende epidemi en uafrystelig oplevelse. 

Men ak, Alpha er ét stort, tids-hoppende rod. 

Den foregår i en anonym, trøstesløs fransk by i 1980’erne og 90’erne. Aids-epidemien hærger, og i åbningsscenen møder vi hovedpersonen Alpha som femårig i færd med at tegne et mønster på sin arm, som matcher det, hun har sat mellem stikmærkerne på sin sovende onkel Amins arm. 

Kort efter er hun tretten år gammel og vender hjem fra en narkotåget fest med en hjemmegjort tatovering af et stort A på overarmen. 

Hendes mor, der er læge, flipper ud: Var nålen ren? Hvor mange brugte den? Hvem gav den til hende? Moren (Golshifteh Farahani) er traumatiseret, efter at hendes bror blev fanget, først af sprøjten, så af sygdom, og hun haler Alpha på hospitalet for at få hende testet. 

Her overlader hun datteren til en sygeplejerske, der lader pigen stikke sig selv. Alpha er omringet af folk, som er totalt skødesløse, hvad angår nåle og børneopdragelse. 

Filmen flakker forvirrende mellem to tidsperioder: Alpha som femårig (Ambrine Trigo Ouaked), ofte alene med sin onkel, og Alpha som en tvær, vanskelig trettenårig fuld af trods og hormoner, stærkt spillet af Mélissa Boros. Den bedste måde at skelne mellem de to historietråde er at holde øje med Farahanis hår! 

Jo mere manuskriptet springer mellem dengang og nu, jo mere tværes Alphas minder om sin fortabte, charmerende onkel ud. Og desto mere total bliver publikums forvirring. 

Stakkels Tahar Rahim. Han er sådan en fremragende skuespiller og giver rollen som Amin alt, hvad han har, endda det halve af sin kropsvægt. Han havde fortjent et mere sammenhængende manuskript, og det samme gælder Golshifteh Farahanis mor, der enten overfuser sin bror for at forsømme Alpha eller selv bringe hende i fare. 

Det står aldrig klart, hvorfor Ducournau har valgt at skildre sygdommen som en slags hudinfektion, der forvandler hud til hvidt marmor, som krakelerer og blæser bort som støv. 

Olivier Afonso, der også står bag de vilde effekter i Titane og Ducournaus debut Raw, skuffer ikke. Men hvorfor skal disse marmormennesker bruges som metafor? Er aids ikke i sig rædselsvækkende nok? 

Måske følte Julia Ducournau, at hun var nødt til at opdatere aids-ikonografien for et publikum, der har været gennem en pandemi og nu forventer noget mere futuristisk. Uanset hvad virker det lidt uværdigt over for aids-epidemiens utallige ofre – repræsenteret ved den heroinafhængige onkel og af Alphas homoseksuelle lærer, hvis kæreste er smittet – at skildre deres lidelse på så æstetiseret, sci-fi-uforklarlig vis. 

Og så er der alle de røde støvskyer, vi ser hvirvle gennem betonlandskabet. Er det marmorstøv fra utallige døde? En lurende miljøkatastrofe? En invasion af marsmænd? En oldgammel profeti, der nu sker fyldest? Vi får ingen forklaring, og kun Alphas overtroiske mormor ænser overhovedet vejret. 

Hvor Julia Ducournau til gengæld rammer plet, er i skildringen af den angst og uvidenhed, der blussede op med de første bølger af aids. Dengang folk var rædselsslagne for bare at røre ved smittede, der blev udstødt socialt. 

Men man undrer sig ofte over, at instruktøren så radikalt overkomplicerer en historie om afhængighed og aids. 

Med de samme, imponerende ressourcer kunne Julia Ducournau have lavet en storslået sci-fi-gyser eller et sobert opråb på vegne af de mange aids-ofre, der blev forrådt og glemt af autoriteter og samfundet. Men Alpha er desværre ingen af delene.