All the Old Knives

Et tyrkisk fly bliver kapret i Wiens lufthavn.

CIA går af flere årsager ind i sagen og samarbejder mere eller mindre med det østrigske politi, men har alligevel sin helt egen og hemmelige dagsorden.

Alt går dog grueligt galt. Alle i flyet – mænd, kvinder og børn – bliver dræbt.

Meget tyder på en lækage fra muldvarpe i CIA. Otte år senere er episoden traumatisk uopklaret. Agenten Henry bliver derfor sendt ud for at undersøge eks-agenten Celia. De mødes på en restaurant i Californien, hvor hun har fået sig et nyt liv med mand og barn.

Men hende og Henry var engang lidenskabelige kærester. Maskerne falder, mens vinglassene fyldes op, og solen går ned.

Den danske instruktør Janus Metz brød igennem med Afghanistan-dokumentaren Armadillo. Han har siden vist sig som en dygtig fiktionsinstruktør med afsnit af internationale serier som HBO-hittet True Detective og tennisfilmen Borg.

Metz kommer rigtigt godt fra start med sin amerikanske spionfilmAll the Old Knives. Flykapringen og dens grumme omstændigheder fotograferes med håndholdt kamera og i hurtige glimt.

Vi er i en verden med skæg og blå briller, som vi kender dem fra John le Carrés nedtonede spionromaner med undercover-agenter, rænker, rævekager og dobbeltspil. Filmens danske fotograf Charlotte Bruus Christensen serverer superlækre, kolde og klare billeder, som oser af indestængt viden og professionelt maskepi.

Skarpheden holdes, når Henry og Celia mødes på en yderst delikat og skandinavisk designet restaurant. Filmen indsnævres til et vinøst kammerspil, hvor parret går tilbage ad mindernes vej til deres affære i verden af i går.

Samtidig flytter de brikker i et skakspil, som handler om, hvad der gik galt dengang.

I flashbacks føres vi nu og da tilbage til Wien og London med smalle stræder, sinistre pladser, imposante bygninger og mystiske mænd og kvinder med gustne hensigter.

Men vi er meget langt fra James Bonds larmende og flamboyante agentverden. Biljagter og drab er blevet til vinsmagning og god mad. Volden er kun antydet.

Til gengæld er den snigende spænding snoet ind i afslørende samtaler, som langsomt trækker skæbnesvangre afsløringer op til intrigens overflade.

Filmen bygger på en roman af den ferme spionforfatter Olen Steinhauer, der også har skrevet den succesfulde tv-serie Berlin Station. Han har selv overført sin bog til en film, der først et godt stykke inde i handlingen introducerer sin eksistentialistiske spionfortælling, hvor den menneskelige faktor konfronteres med efterretningsvæsen og statsraison.

Spændingen er tintet af den realistiske og humane dokumentarisme, som Janus Metz er kendt for.

Men mod slutningen kammer All the Old Knives over og bliver en melodramatisk kærlighedsfilm. Spiongenrens stivmaskede standhaftighed bliver til tunge, salte tårer, suk og støn.

Et genrebrud kan være både befriende og charmerende, men her bliver det for meget. Det dekonstruerer filmens øvrige underdrejede og sobre nøgternhed.

Til gengæld er filmen aldrig uinteressant.

Chris Pine spiller brøsigt og mandhaftigt agenten Henry, der minder lidt rigeligt om den plagede hovedperson i Bourne-filmene. Britiske Thandiwe Newton er overbevisende som den ømtålelige Celia, som har sår i sjælen og dårlig samvittighed.

De bakkes solidt op af altid seværdige Laurence Fishburne og Jonathan Pryce. Sidstnævnte ligner grangiveligt Alec Guinness som Smiley i Smiley’s People.

Den rørstrømske slutning føles søgt tragisk. Men med ømme scener fra et forlist parforhold er der undervejs nok at blive underholdt af: fæl spionage og sex i seng med fjenden mister aldrig fascinationskraften.