All the Money in the World

Om ikke andet, så vil All the Money in the World nok blive husket som en af de centrale #MeeToo-film.

Først blev Kevin Spacey fyret på gråt papir efter en serie anklager om seksuelle overgreb. Mod unge mænd, dog. Så kom det frem, at Mark Wahlberg havde fået halvanden million dollars for at optage en håndfuld scener om. Filmens hovedrolleindehaver, Michelle Williams, fik 1000 dollars.

Wahlberg besluttede siden klogeligt at give sit honorar til organisationen Time’s Up Legal Defense Fund, der arbejder med juridisk lovgivning til kvindelige ofre for seksuel chikane.

Nu er filmen her, med Spacey kirurgisk fjernet og hans rolle overtaget af Christopher Plummer. Han havde angiveligt tidligere været i spil til rollen og kendte derfor manuskriptet, så han kunne træde til med kort varsel.

Historien er autentisk. Plummer spiller den stenrige amerikanske oliemagnat J. Paul Getty. I 1973 bliver hans barnebarn, John Paul Getty III, kaldet Paul (Charlie Plummer – som ikke er i familie med Christopher), kidnappet i Rom. En kidnapning, der i øvrigt var inspiration til romanen Man on Fire, som Ridleys bror, Tony Scott, filmatiserede i 2004.

Forældrene er skilt, og faren er væk i tåger af druk og stoffer. Så Pauls mor (en hårdt prøvet Michelle Williams) anmoder selv Getty om at betale løsesummen på sytten millioner dollars. Men milliardæren ønsker ikke at betale en øre. I stedet sender han sin sikkerhedschef (Mark Wahlberg) til Italien for sammen med moren at prøve at finde barnebarnet.

I begyndelsen fokuserer filmen på J. Paul Getty, der skildres som en Joachim von And-agtig rigmand: tordnende velhavende, men samtidig en småtskåren gnier. Han bruger rask væk millioner på sjældne malerier, men insisterer på at vaske sine underbukser selv for at spare et par håndører. Han er besat af en god handel. Og en god handel er en, hvor han vinder.

Lidt Trump-kritik måske?

Getty forklarer uviljen mod at betale løsesummen med, at så vil hans andre fjorten børnebørn risikere lignende kidnapninger. Plausibelt nok. Men filmen antyder, at han nok snarere er sygeligt nærig og uden evne til at knytte sig til andre mennesker.

I filmens anden halvdel forvandler den sig til en mere kontant thriller om forsøget på at få Paul løsladt. Efter den noget tunge start virker Ridley Scott mere løssluppen her, og han håndterer den voksende suspense solidt.

Desværre er karaktererne jævnt uinteressante. Navnlig Mark Wahlbergs sikkerhedskonsulent er tyndt tegnet og træt spillet, og der er forbløffende lidt handling i ham.

Jeg kan egentlig ikke forestille mig, at 80-årige Ridley Scott er en instruktør med særligt mange ægte fans. Han er en formidabel og perfektionistisk billedmager, men er og bliver bedst til science fiction. Det er en genre, hvor hans betydning ikke kan overvurderes.

Både Alien og Blade Runner er nyskabende genreklassikere, som har vist sig at have et langt liv. Prometheus og Alien: Covenant har mange fejl, men de er ambitiøse og ligner en million.

Når han bevæger sig væk fra science fiction, er hans film til gengæld ofte ret thrashy.

Det gælder i høj grad All the Money in the World. Den er for godt lavet til at være rigtig dårlig smag, men du godeste, hvor er den tæt på mange gange!

J. Paul Getty ligner i passager mere Grev Dracula skjult i sit slots dramatiske skygger end en oliemilliardær. Michelle Williams’ karakter lægger sig midt mellem bekymret hippie-mor og campet overklasse-bitch. Og filmens italienske skurke er et sortiment af ufatteligt beskidte, svedige, sortsmudskede mafia-typer – ærlig talt mere Der ewige Jude end Godfather!

All the Money in the World hører hjemme i den rodebunke af halvgode (eller halvdårlige) film, den flittige Ridley Scott efterhånden har lavet en hel del af. Mildt underholdende, men ikke vigtig.