Aldrig mere i morgen

På det seneste har vi set flere portrætter af kunstneren som en cocktail af et dumt svin, dårlig forælder, kynisk grænseoverskridende og så alligevel et genialt, gigantisk renæssance-menneske.

DR-serien Arvingerne har i tre sæsoner spundet en ende over den kunstneriske eners arv og efterladte i et kaos af stridighed og lig i lasten.

I foråret kom Charlotte Sielings herostratisk patetiske parafrase over temaet, Mesteren, der endnu engang problematiserede en stor kunstners egoistiske forhold til sine mere eller mindre smålige omgivelser. Især i forholdet til sønnen, som savner det meste her og nu, selv om han måske nok skal arve det hele i fremtiden.

Det skal sønnen ikke i Erik Clausens udgave. Vincent, spillet med fornærmet mine af Nicolas Bro, indser, at der ikke er en klink til ham, da farmand – den verdenskendte maler Thorvald (Clausen) – stiller penslerne og farer til alle regnbuens farver.

Vincent hader sin far af et ondt hjerte, og filmen starter med, at hans psykolog dropper ham, fordi han aldrig får sig viklet ud af sit betændte faderforhold. Han er søn af første ægteskab, og den 80-årige Thorvald er siden gift med den meget yngre Alice, spillet naturligt og overbevisende af Marijana Jankovic.

Thorvald får et slagtilfælde, kommer på hospitalet og bliver snart hentet af dødsenglen med det gådefulde smil (Bodil Jørgensen som ligefrem, klog jyde i katastrofe-blomstret kjole og en permanentet frisure, der er stiv som cement). Hun skal ledsage ham i dagene, før han bliver lagt i kiste, så han som usynligt spøgelse kan sande, hvorledes han på godt og ondt har præget familien.

Sådan set havde jeg forventet det skarpeste og mest bidske af Erik Clausens udgave af en sjæl efter døden.

At han kunne vende vrangen ud på legenden om kunst uden grænser, kunstnerisk navlebeskuelse og narcissistisk sjælegranskning. Med satire, sarkasme og beske udfald både mod myten om den skrupelløse kunstner og kernefamilien som lykken her på jorden.

Men her bliver det borgerlige samfund med al dets hykleri, grådighed og forlorenhed snart svøbt ind i elegiske strygere og forvandlet til monologer om dødsangst og om at leve, mens du gør det.

Alle arme har ure, ingen mennesker har tid.

Her er meget lidt af den kærlige, Clausen’ske klassekamp, vi har set så mange gange før, sidst i hans undervurderede Mennesker bliver spist. En gudsbenådet og humant begavet samfundsrevser og satiriker bliver åbenbart med alderen drivende sentimental, ligefrem rørstrømsk.

Det retrospektive regnskab om, hvad der gik godt og skidt i Thorvalds liv, er som at træde vande i sirup. Særligt hans flæbende forhold til sin unge, gammelkloge datter, kammer sødladent over og bliver til patosfyldt sukkerstads.

Okay, nogle gange, mest i starten af filmen, er der glimt af gamle Erik.

”Det gælder om at lege med sit ego og ikke med Lego,” siger han på et tidspunkt. Instruktørens vanlige hadske pile, snittet i mormors kolonihavehus og affyret mod den kulturradikale, kreative københavner-klasse, får opstillet en grotesk skydeskive i form af Lisbeth Wulff som entreprenant og grisk journalist med samme forhold til sandheden som en muslim til svinekød.

Og apropos, så lader Clausen hende også være racistisk nok til, at han kan tage afsæt til et cirkelspark mod danskernes fremmedhad.

Samtidig skal man høre den gamle socialist prædike, at rigdom gør dig fattig, og at penge tjent i ansigts sved og hårdt arbejde er de eneste fortjente og ærlige!

Alt smelter således til slut til forsoning. Mens alle falder til føje, fader historien smægtende ud med Kim Larsens sangbare elegi ”Om lidt bli’r her stille”.

Døden er et sandkorn, siger et gammelt arabisk ordsprog. Hos Clausen bliver det til en sandkasse af sentimentalitet.