Al magt til folket?

Er det virkelig folket, som har magten, spørger Al magt til folket?, hvis titel ville være en fæl sprogkliché, var det ikke for spørgsmålstegnet.

Den danske dokumentar, der på premieredagen 1. februar bliver vist på Christiansborg med live-transmitteret debat, giver heldigvis svar på spørgsmålet.

Og svaret er nej!

Folket bestemmer ikke en skid. Hverken i Italien eller i det hastigt voksende og meget store italienske protestparti, det fuldblodsdemokratiske Femstjernebevægelsen, som ellers har brandet sig på at være folkets store håb og redning i forhold til de gamle partier.

25 procent af de italienske vælgere hoppede i den alternative bølge ved parlamentsvalget 2013.

Partiet er grundlagt af en tryllekunstner og tidligere tv-stjerne med fuldskæg og vildt, gråt hår. Så populær er Beppe Grillos internetblog, at han har skabt et parti, hvis forslag skal vedtages af medlemmerne via partihjemmesiden.

Nogle kalder det for galt, andre genialt.

Bedst minder det om Uffe Elbæks Alternativet: Én mand er partiets ansigt, partiet ønsker et markant opgør med de gammeldags, i Italien bundkorrupte politiske jakkesæt – og medlemmernes politiske ideologi er grønnere end deres politiske erfaring. Hvilket ikke siger så lidt.

Problemet er, at partiet og deres 163 uerfarne parlamentarikere, fortrinsvis almindelige mennesker, ikke aner deres levende råd.

I 2013 tog den danske instruktør Lise Birk Pedersen, kendt for den Bodil-vindende dokumentar Putins kys om fascistiske tendenser i Rusland, til Italien for at dække partiets gøren og laden, der potentielt kunne vælte den gamle højre-venstre-akse. Og hun kom helt unikt ind i inderkredsen af partiet.

Med håndholdt kamera følger vi de politiske debatter internt i Femstjernebevægelsen, både i partilokalet, men også på caféerne og hjemme i stuerne. Det er medrivende, fordi alle tanker er så nye og så konsekvente.

Det skulle være så godt, men er faktisk så skidt. Og det selv om partiet har fået nok stemmer til at forhindre, at hverken venstrefløjen eller højrefløjen, der har Silvio Berlusconi i spidsen, kan danne regering alene.

Men Femstjernebevægelsen siger nej til alle forhandlinger og taber det hele på gulvet. De gamle partier indgår kompromis om magtfordelingen.

Markante, nærmest Darth Vader’ske toner lyder, når dokumentaren filmer de gamle politikere – især Berlusconi – i parlamentet med deres nyvundne magt. Et storladent virkemiddel, der vækker minder om diktatoriske kejserriger og vækker sympati for de mildest talt grønne græsrødder i protestpartiet.

Hvordan kunne det ske, at de gamle partier atter tog magten? spørger de nu.

Vi følger den uuddannede Paola Taverna, en mor på 47, som fortæller, at hun ikke har råd til mad, hvis hendes barn bliver forkølet og skal have medicin. Hun har en kæft som en arbejder og bliver talsmand for bevægelsen i parlamentet.

Vi følger den alvorlige, desillusionerede partimand Alberto, som står stærkt på, at partiet ikke skal være kompromissøgende. Samt den pragmatiske, midtersøgende Martio, der mener, at partiet bør søge indflydelse.

Det er en genistreg, fordi vi derved ser partiet fra menigmands side. Og det bliver aldrig kedeligt, fordi de store uenigheder ses i levende diskussioner. De er kun enige om at være imod de korrupte.

Det burde ende galt for bevægelsen og ville også gøre det, hvis ikke det var for Beppe Grillo: tryllekunstneren, som populistisk står stærkt på revolutionen og modstanden. Tilhængerne er fascineret af hans væsen, så når tryllekunstneren mener noget, mener partisoldaterne det samme.

Og når et medlem kritiserer Grillo, bliver medlemmet ekskluderet af gruppen. Over nettet. Der er skræmmende lavt til loftet i bevægelsen, hvis medlemmer fremstår hjernevaskede og sekteriske.

Filmen varer kun en time, og det betyder, at vi får en stram fortælling med et underholdende fokus. Lise Birk Pedersens elegance består i at udstille bevægelsens uduelighed uden på nogen måde at ætse den. Medfølelsen bevares hele vejen igennem.

Al magt til folket? bringer os ind i maskinrummet i den hypermoderne, folkedemokratiske tendens, der vokser overalt i Vesten og er venstrefløjens modsvar til nationalisme, Brexit og Trump. Filmen dokumenterer, at der også her er store, demokratiske udfordringer.