aka Charlie Sheen

Fester, fester med problemer og bare problemer. Det er de tre faser, som stjerneskuespilleren Charlie Sheen inddeler sit liv i.

Det sker i aka Charlie Sheen. Netflix-dokumentaren giver en grundig gennemgang af den skandaleombruste Hollywood-skuespillers deroute, der bliver fortalt med hans egne ord og interviews med nogle af hans venner og nærmeste familie.

Han er født Carlos Irwin Estévez og er vokset op i en markant skuespillerfamilie. Faren Martin Sheen havde stor succes i 1970’erne med film som Badlands og Dommedag nu, og da også broren Emilio Estevez blev skuespiller og teenageidol i 1980’erne, valgte Charlie at gå samme vej og tage farens kunstnernavn.

I en ung alder fik han hovedroller i Oliver Stones Platoon og Wall Street og blev hurtigt en af årtiets største og mest omtalte filmstjerner. Men med rigdom og berømmelse fulgte problemerne også.

Den røde tråd er stofmisbrug, hvor især kokain i alle dens afskygninger har været fast følgesvend og skyld i eskalerende vanvittig opførsel, som har affødt vidt publicerede skandaler.

Han fortæller, hvordan han gang på gang er sluppet afsted med at lave vilde ting, fordi han er kendt. Som da han og Nicolas Cage skabte panik på et passagerfly ved at kapre højtaleranlægget.

En anden gennemgående faktor synes at være en mangel på direkte konsekvenser for hans karriere. Efter hver nedtur og afvænningsforløb er der fulgt en ny succes lige efter som en slags omvendt karma, hvorefter selvdestruktionen har kunnet fortsætte. Indtil det gik helt galt.

Det skete i 2011. Han blev fyret fra den populære sitcom Two and a Half Men og gennemgik en decideret offentlig nedsmeltning, hvor han i et tv-interview med stirrende øjne proklamerede, at han havde ”tigerblod” i årerne og ”Adonis-dna”.

På en efterfølgende live-turné blev han ophøjet til en slags kultfigur, da han tog penge for at vrøvle løs i nærmest proto-Trump’ske monologer med ”winning” som sit mantra.

Interviewene med Charlie Sheen og folkene omkring ham krydsklippes med genskabelser af situationer fra hans liv og klip fra filmkarrieren. Især dem, hvor han spiller sammen med faren Martin Sheen, der i øvrigt glimrer ved sit fravær i interview-segmenterne.

Ekskonen Denise Richard insisterer flere gange på, at de skal lade være med at klippe hendes tårer ud. For de laver en rigtig dokumentar og ikke bare et stykke poleret reklame, som hun siger. Langt hen ad vejen har hun ret – det er for det meste en hudløst ærlig og uforsødet fortælling, hvor Sheen på godt og ondt tilsyneladende deler ud af alt.

Samtidig fremstår dokumentaren som et underligt overfladisk portræt, der mest bekræfter det, vi allerede ved om Sheen, uden for alvor at komme tættere på ham. Tilbage sidder man med indtrykket af en mand, der altid har været drevet af rusen. Men hvad med forholdet til hans arbejde – til faget, til kunsten?

Der nævnes flere gange uenigheder med den utroligt tålmodige far, men hvad de uenigheder konkret bestod i, får vi aldrig at vide. Kun at far og søn er forsonede i dag, hvor Charlie er clean og ædru på ottende år. Og hvad med den tidlige rivalisering med broren Emilio? Den fulde historie får vi desværre ikke, og derfor er det svært at blive følelsesmæssigt engageret.

Dokumentaren handler mest af alt om skandalerne, som Charlie Sheen er blevet synonym med i dag, hvor karrieren er stilnet af. Sitcom-kollegaen Jon Cryer udtaler, hvordan Sheen i offentlighedens øjne er blevet indbegrebet af dekadence, og det bliver sådan set kun bekræftet her.

Til gengæld belyser dokumentaren, hvor tiltrækkende det totale sammenbrud er. Som et biluheld, man ikke kan vriste øjnene fra. Barndomsvennen Sean Penn opsummerer, hvordan ”folk vil stimuleres”, og live-turnéens bevågenhed er illustrativt eksempel på, hvordan en mand, der tydeligvis har brug for hjælp, nemt kan blive genstand for mediemøllen og offentlighedens underholdning.

Hvilket kun er blevet forstærket i de sociale mediers tidsalder, hvor vanvid og kontroverser belønnes af algoritmen.