Ainbo – Amazonas’ vogter

En landsby i Amazonas er plaget af en mystisk, magisk pest. Den spreder sygdom og død blandt mennesker og dyr. Derfor tager en ung pige på en farlig færd for at redde sit folk. 

Umiddelbart vil Ainbo – Amazonas vogter virke bekendt for dem, der har set Disneys Vaiana fra 2016. I begge film er junglen farvestrålende og havet azurblåt, dyrene i alle regnbuens farver, og der er stor respekt for både natur og lokal overtro. 

Alligevel er der ikke tale om ren sekundavare. 

For hvor prinsesse Vaiana tager ud på havet, skal pigen Ainbo ind i junglen, hvor hun med hjælp fra to halvirriterende totemdyr skal finde et magisk sværd og redde sine venner. 

Især fjenderne er forskellige. 

Hvor Vaiana anspores af trods mod faren til at tage det store opgør mod en ond naturgud, har Ainbo en af byens krigere efter sig. Og filmens store skurk er en hvid mand besat af den onde ånd Yacuruna. 

Forældreløse Ainbo drømmer om at blive regnskovens bedste kriger. Men hun er rodløs, fordi hun intet aner om sit ophav, og da hendes kærlige surrogatmor Chuni er på nippet til endelig at fortælle hende historien, bliver hun fundet død. 

Ainbo får skylden for dødsfaldet af den brutale kriger Atok, der prøver at slå hende ihjel, da han mener, at hun er forbandelsen. I virkeligheden hader han Ainbo, fordi han var håbløst forelsket i hendes mor. Pigen er en evig påmindelse om, at han blev vraget. 

Det må siges at være en voldsomt giftig maskulinitet i en børnefilm. 

Ainbos forvoksede totemdyr – et bæltedyr og en rød tapir – siger, at hun skal finde den store moderånd Motelo Mama, der kan hjælpe hende på vej. Og her støder filmen på et irriterende problem. Da de to vil fortælle, hvem Motelo Mama er, griner Ainbo og siger, at det ved hun da godt. 

Det er al ære værd, at filmen taler så direkte til folk med rødder i Sydamerika. Men når den ikke føler behov for at repetere de lokale vuggehistorier, kan det være svært at følge med som frikadelledansker. Det er, som om filmen ikke stoler på, at vi er interesseret. Og det bliver mest bare forvirrende, at mytologien er så halvhjertet og vægrende fortalt. 

Kun børn vil uden videre være med på legen. 

Det er måske den ene instruktør, tyske Richard Claus, der har trukket i den retning. For filmens anden instruktør er peruvianske Jose Zelada, der her får sin debut, og hans mission som instruktør er at give liv til den folklore, han er vokset op med. Han er allerede i gang med en ny animationsfilm – om inca-kulturen. 

Det er fedt at se oprindelige folks fortællinger i danske biografer. Vesteuropæere og amerikanere har i generationer fortalt hvidvaskede historier om indianere og inuitter båret af ren og skær fascination – tænk bare på Pocahontas. 

Æstetisk er landsbyens folk prydet med flotte farver i ansigt og på krop, men selve animationsstilen er lidt plastikagtig. Personerne bevæger sig underligt stift og næsten for harmonisk, hvilket gør dem flade og utroværdige. 

Men det er heller ikke en film med noget stort produktionsselskab bag sig. Den er udviklet af tegnere i Peru og så færdiggjort i Holland, og det er sært charmerende, at den er lidt kluntet. 

Pesten viser sig at være skabt af den onde ånd Yacuruna, der ved hjælp af ”den hvide mand” er ved at rydde skovene for at få fat i det guld, der findes under jorden. Også her minder filmen nærmest i ekstrem grad om en anden animationsfilm, FernGully: Den sidste regnskov, hvor heltinden også skal redde skoven fra en ond ånd. 

Det deprimerende er, at den er fra 1992, hvilket vil sige, at vi i snart tre årtier har fået fortalt hjerteskærende historier om, hvor vigtigt det er at bevare skovene og passe på naturen, uden at det har gjort den store forskel. 

Det bliver næppe Ainbo, der får os til endelig at gøre noget ved problemet. Den er desværre hverken rørende, sjov eller skræmmende nok til at slå budskabet fast.