After Work

Hvad ville du gøre, hvis du havde mere fritid? Hvilke funktioner i samfundet skal udelukkende varetages af kunstige intelligenser i fremtiden? Ville en universel basisindkomst fjerne dit holdepunkt i tilværelsen? Er meningen med livet et meningsfuldt arbejdsliv?

Svensk-italienske Erik Gandinis After Work stiller mange store spørgsmål om nutiden og fremtidens arbejdsmarked, mens den ubesværet rejser verden rundt og graver i folkesjælen så forskellige steder som Sydkorea, Kuwait, Italien og USA.

Her interviewes en blanding af eksperter og almindelige, arbejdende mennesker, der med hver deres perspektiv rejser debat om arbejde, frihed og mening.

Med sin nysgerrighed og fragmenterede form føles After Work næsten som en lang teasertrailer til en række vidt forskellige fremtidsscenarier.

I oliestaten Kuwait varetages alt det hårde, manuelle arbejde af en underklasse fra Sydøstasien, mens de indfødte er lovsikrede et komfortabelt job.

Her møder man en ung mand, der arbejder som tolk. I praksis er de dog mange mennesker om den samme stilling, hvorfor hans job reelt er at sidde i en kælder ved et tomt skrivebord og lade være med at gå i vejen.

Resultatet er en knusende følelse af meningsløshed.

Det er helt klart den slags beretninger fra det egentlige arbejdsliv, der er filmens største styrke. Selv om interviewene er korte, føles det, som om de taler med hinanden på tværs af tid og rum.

Amerikanske Astrid elsker at være chauffør, køre rundt og bringe pakker ud, men hader sin arbejdsgiver Amazons overvågning. Tidspres gør det næsten umuligt at få stillet basale, menneskelige behov såsom at få væske, spise og gå på toilettet.

I Sydkorea arbejder Deug Young fra 7 morgen til 23 aften i et skrivebordsjob. Han spiser aftensmad klokken 1 om natten og står op klokken 6 næste morgen for at starte forfra.

Han mener selv, at han gør det for sine børn, men hans datter Ga Yeon ville hellere have set sin far, mens hun voksede op. En tidligere beskæftigelsesminister fortæller, at man fra statens side har lanceret flere kampagner, der skal få folk til at arbejde mindre i Sydkorea. Blandt andet for at modvirke landets rekordhøje selvmordsrate.

After Work opererer mere i bredden end i dybden.

Hvert interview eller vignet får få minutter til at bidrage til samtalen, men ofte er det også nok. Eftersom der er så mange mennesker, steder og emner at forholde sig til, fungerer det bedst, når beretningerne er konkrete og oplevede.

Eksperter og forskere fungerer også, men er allerbedst, når intervieweren bevæger sig ud over standardspørgsmålene. Såsom da en chef i Gallup spørges, om Adolf Hitler egentlig var en dygtig og motiverende leder.

Man kunne med fordel have undværet eksempelvis optagelser med Elon Musk og Noam Chomsky, da After Work bliver lige lovligt steril, når den ofrer det menneskelige til fordel for konstateringer, meninger og spekulationer.

Billed- og lydside er på fornem vis matchet den filosofiske fortællestil, og kameraet svæver over vandene med masser af smukke droneskud mellem interviewene. Blandt andet fra en pragtfuld have, som tilhører en italiensk rigmand, der i et livslangt oprør mod sin hedonistiske far har nægtet at have fritid og besluttet at være sin egen gartner.

Flere steder laves der også små lydkollager ud af de medvirkendes fortællinger. Som da en amerikaners beskrivelse af, hvor travl han altid er, bliver til en slags abstrakt techno.

After Work er en lækker æstetisk og filosofisk oplevelse, der tager fat på mange væsentlige problemstillinger. Til tider bliver det en tand for anonymt med de mange medvirkende, hvoraf ikke alle er lige mindeværdige, men den overordnede oplevelse føles meningsfuld.