Afskedsfesten

Det lyder paradoksalt, at en film om aktiv dødshjælp kan være sjov og livsbekræftende. Men det er lige netop, hvad den israelske Afskedsfesten er.

Historien finder sted på en oase af et ældrehjem i Jerusalem, hvor der er stemningsfulde drivhuse og udkigsposter, svalende svømmepøle og indbydende fællesmad.

Alene filmens stramme billedkomposition med symmetri og farvemættet stemning er så æstetisk frydefuld, at det tåler sammenligning med Paolo Sorrentinos sanselige film.

På ældrehjemmet bor ægteparret Yehezkel og Levana, der her er omgivet af både nye og gamle venner.

Yehezkel er en pensioneret opfindertype, og allerede i filmens første scene oplever man, hvordan han med humor og næstekærlighed tager hånd om sine aldrende venner. Med hjælp fra en hjemmebygget stemmeforvrænger ringer han op til syg veninde og udgiver sig for at være gud med rungende, omnipotent røst:

”Jeg har sørget for, at du kommer i himlen. Men vi har ikke plads lige nu, så fortsæt din kræftbehandling,” siger han til sin veninde, der med fornyet energi kæmper videre for livet.

Anderledes alvorligt er det, da en af parrets ældste venner, Max, ligger langsomt og smertefuldt døende på sygehuset. Han tigger og beder dem om at få fred. Vil de ikke nok hjælpe ham med at dø?

Yehezkel og Levana er meget uenige. Levana finder det utænkeligt at lade vennen dø, før det er hans tid, og deres konflikter og kærlighed portrætteres med fuldkommen overbevisning af de to gråhårede skuespillere, og navnlig Ze’ev Revach som ægtemanden er en ferm primus motor filmen igen.

Aktiv dødshjælp er en ømtålelig affære, hvilket Bille August også har vist i sin Stille hjerte – begge film fra samme år – der dog gik til opgaven med en anden type alvor i et intenst familiedrama.

Begge film stiller store, ubehagelige spørgsmål om moral og håb i forhold til aktiv dødshjælp. I Afskedsfesten kan den omsorgsfulde Yehezkel således ikke opgive tanken om at hjælpe sin ven med hans sidste ønske, selv om det skaber rifter i hans eget ægteskab.

Sammen med Max’ kone Yana sætter han sig derfor for at undersøge, hvad de har af muligheder. De opsøger en ny indflytter i ejendommen, der er læge. Dyrlæge, viser det sig dog. Men han vil gerne hjælpe, og de tre finder en politimand, der kan rådgive dem i forhold til lov og ret.

De kommer frem til, at hvis Max selv tager dødbringende medicin, så vil de etisk gå fri. Så fingernemme Max opfinder en maskine, der via en timer frigiver de forskellige væsker i droppet. Han kalder den for sin ”Medlidenhedsdrabs-maskine”.

Set i lyset af filmens alvorlige emne er det befriende med humor, der veksler mellem at være sofistikeret og plat.

For eksempel afsløres det ved et tilfælde, at et par af vennerne er bøsser. De bliver afbrudt i deres hyrdetime, så den ene må gemme sig i skabet – som en rigtig skabsbøsse.

Det er givet de kvaliteter, der har sikret Afskedsfesten et sundt liv på diverse filmfestivaler verden over, heriblandt to priser på Venedig Film Festival.

De ældres liv og problemer bliver taget alvorligt af filmen, men for den yngre generation er de ikke stort andet end umyndige børn, der holder løsslupne nøgenfester og misbruger deres alder for at slippe ud af fartbøder.

Det er herligt at opleve dem i fuld vigør, selv om deres krop er i forfald. Det gør deres problemer universelle på trods af skel i alder og kultur.

Og der opstår flere forviklinger og diskussioner, for på ældrehjemmet spreder der sig hurtigt et rygte om Medlidenhedsdrabs-maskinen.

Levana og Yehezkels ellers så tætte forhold lider et ordentligt tillidsbrud, men i samme ombæring afsløres det, at Levana er syg med Alzheimers, hvilket kræver stor tillid imellem de to.

Kærligheden mellem dem og deres alvorlige situation er ikke ulig den, Hanekes ældre ægtepar har i den beslægtede Amour. Yehezkels afgrundsdybe sorg, som Levana forsvinder i glemslens tåger, er barsk at være vidne til.

På nær en malplaceret musical-agtig sangscene balancerer filmen hele tiden fornemt på kanten af sjov og følsomhed, lethed og alvor, og tårer i øjnene får man både af grin og gråd.