Adrift

I katastrofedramaet Everest fra 2015 skildrer den islandske instruktør Baltasar Kormákur bjergbestigeres livsfarlige kamp mod naturen i deres forsøg på at bestige Mount Everest.

Nu tager Kormákur igen fat på mødet mellem mennesket og de barske naturkræfter i overlevelsesdramaet Adrift, som kombinerer kærlighed med katastrofe.

Baseret på en sand historie følger vi den unge eventyrer Tami (Shailene Woodley), som vil ud og opleve verden. En dag møder Tami søfareren Richard, og de to er som skabt for hinanden. De deler kærligheden til havet, og snart sejler de på en båd fra Tahiti mod Californien. En farlig rejse, der ikke går som planlagt, og parret befinder sig pludselig i en af de voldsomste orkaner i nyere tid.

Fanget i den store blå intethed – med en stærkt medtaget båd og Richard hårdt såret – må Tami nu overvinde umulige odds og bringe dem sikkert i land.

Den unge skuespiller Shailene Woodley har allerede bevist sit værd i HBO-serien Big Little Lies og teenagedramaet En flænge i himlen, men med denne præstation slår hun fast, at vi bør holde særligt øje med hende.

Woodley kombinerer på fornem vis Tamis frygt og magtesløshed med en viljestyrke. Her fortjener make-uppen også at blive fremhævet. De sprængte læber og det sårfyldte, solbrændte og støvede ansigt understreger Tamis kamp for at overleve.

Overlevelsesfilm er den ultimative prøvelse for skuespillere, som ofte med få location og medspillere må skildre, hvordan viljestyrke kan besejre døden.

Genren har givet stærke præstationer. Tænk blot på James Franco i 127 Hours eller Tom Hanks i Cast Away, og selv om Shailene Woodley ikke er helt oppe i den kaliber, gør hun det fornemt.

I en medrivende scene ser vi hende blive fuldstændigt nedbrudt, mens hun desperat og nyttesløst forsøger at kalde mayday-signalet i bådens radio. Man ser gerne igennem fingre med det lidt irriterende, desperate skrig, der går over i et halvhysterisk grin, som Shailene Woodley anvender lidt for mange gange.

Også Sam Claflin leverer en solid præstation, og man får en fin fornemmelse af Tami og Richards blomstrende forhold. Netop kærligheden er kraften, som giver Tami viljen til at kæmpe sig tilbage til livet.

Oscar-vinderen Robert Richardson, som kendes for sit arbejde i film af mestre som Tarantino, Scorsese og Oliver Stone, står for fotograferingen, og det er tydeligt, at det er en mand med erfaring. Han leverer nogle gudesmukke billeder ud over horisonten, hvor havet møder den rødlige himmel.

Vi får også en række kreative og flotte undervandsoptagelser. Vi ser kaotiske billeder med vand plaskende på linsen, og kameraet gynger med det skvulpende vand i havoverfladen, indtil vandet overmander det.

Adrift har dog også problemer.

Filmen har to spor. I det ene spor krydsklippes der mellem selve ulykken og Tamis kamp for overlevelse, og i det andet spor møder Tami Richard fem måneder tidligere. Vi ser, hvordan deres forhold udvikler sig frem mod den forfærdige ulykke.

Det fungerer godt, at man ser deres forhold udvikle sig. Karaktererne er charmerende, og netop kærligheden bliver det, der holder Tami gående. Men dette spor fylder en anelse for meget. Det hele er fryd og gammen, men vi ved alle, at ulykken er forestående, så handlingen bliver forudsigelig.

Hen mod filmens slutning har Adrift et twist. Det er et gammelt trick i bogen, men ikke desto mindre ret rørende. Desværre bliver det overforklaret for publikum.

Trods disse skavanker kommer Adrift i kraft af stærke skuespilpræstationer og en sympatisk fortælling tørskoet i land. Og hvis du er en sucker for kærlighedshistorier, kan du ikke undgå at blive bevæget.