Abernes planet: Revolutionen

Endelig er den her! Filmen, hvor computereffekterne er så gode, at man ikke ”ser” dem.

Aberne i Abernes planet: Revolutionen er med deres filigranrynkede ansigter, stride hår og iris-detaljerede øjne så realistiske, at man gang på gang må knibe sig i armen for at minde sig om, at de ikke er ægte.

Ægte er derimod lederaben Caesars ansigtsudtryk, for de er gengivet med millimeterpræcision efter skuespilleren Andy Serkis’ ansigt ved hjælp af computerteknikken motion capture. Serkis er nok verdens fremmeste ambassadør for den særlige teknik, som han har prøvet kræfter med som Gollum i Ringenes herre-trilogien, Kaptajn Haddock i Tintin: Enhjørningens hemmelighed og den gigantiske gorilla i King Kong.

Ceasar er mindre af statur end Kong, men Serkis’ præstation er gigantisk stor.

Man behøver ikke at have set den forrige film, Abernes planet: Oprindelsen, for at kunne følge med. Introsekvensen fortæller kort, at menneskeheden er så godt som udryddet som følge af virussen fra første film.

Historien begynder ti år senere, da San Francisco – i typisk sci-fi- dystopisk stil – er blevet overbegroet af grønne planter.

I forgængeren har Caesar kun en vægtig birolle, men i denne film har han den altdominerende hovedrolle. Aberne kommunikerer primært med tegnsprog, hvilket gør filmen meget replik-fattig. Alligevel er den rig på udtryk, for aberne formidler via mimik og fysik deres følelser. Og man får simpelthen en klump i halsen, når Caesar med kærtegn og primallyde tager sig af sin syge mage.

Der er ikke nogen menneske-gengangere, men på abefronten er der foruden Caesar gensyn med Maurice og den farligt udseende Koba (Toby Kebbell).

Sidstnævnte er Caesars højre hånd i det veludviklede abesamfundet. De rider på heste, har primitive våben og kan lave ild. De bor i smukt udførte hytter, der som blomster folder sig ud på skovens klippeskrænter.

Deres abetopia bliver dog rystet, da et ekstremt dumt eksemplar af homo sapiens skyder på en abe. Det kan ikke engang bortforklares som selvforsvar.

I stedet for den umiddelbare hævn vælger Caesar en fredelig udvej med menneskene. Han vil for enhver pris undgå krig for at spare på abeliv. Derfor giver han også en lille gruppe mennesker, anført af Malcolm (Jason Clarke), lov til at reparere en dæmning, så de kan få strøm i byen, hvor deres koloni holder til. Betingelsen er, at menneskernes våben bliver overgivet til aberne, der med ildhu destruerer dem.

Alfahannerne Ceasar og Malcolm udvikler et tillidsforhold, for de har meget tilfælles, på trods af at den ene er abe og den anden er menneske. Begge har de unge sønner med problemer, de skal forholde sig til. Og begge må de kæmpe med deres respektive næstkommanderende, der ikke tror på forsoning og sameksistens.

Abesiden er dog langt mere interessant og båret af bedre skuespil. Hos menneskene er det simpelthen spild af gode kræfter at lade Gary Oldman spille rollen som den endimensionelle Dreyfus. Den tidligere militærmand er den reelle leder af menneskenes koloni, men han er abefob og svært geværglad.

Også primaternes beskedne dialog byder på mere stof til eftertanke. Som når en desillusioneret Caesar siger til Maurice: ”Jeg har altid troet, at aber var bedre end mennesker. Nu ser jeg, hvor meget vi har til fælles.”

Sidste halvdel af filmen er domineret af et krigerisk opgør mellem de to grupper. Det er svært at forklare hvorfor, men der er noget ekstremt tilfredsstillende ved at se en abe ride en hest gennem ild, mens han med begge hænder skyder med maskingeværer, så deres munde ligner blomstrende sole.