A Private Life

Rebecca Zlotowskis film kan groft sagt opdeles i to kategorier.

Den ene tæller intime, nybølge-inspirerede værker som ungdomsdebuten Dear Prudence og tosomhedsdramaet Andre folks børn, der låner fra hendes eget liv.

Den anden består af film som Grand Central, Planetarium og Une fille facile, der leger med genre og form. Nogle gange virkningsfuldt og legesygt, andre gange usikkert og prøvende.

A Private Life er mest en usikkert prøvende genrefilm, men den franske instruktørs personlige touch fornægter sig ikke.

Den handler om en amerikansk psykiater i Paris, hvis karriere falder fra hinanden, da en patient gennem mange år, Paula (Virginie Efira), begår selvmord. Og den skeler tydeligt til Woody Allens krimikomedier Manhattan mord mysteriet og Små og store synder med deres humoristiske whodunits om kærlighed og tab.

Lilian Steiner (Jodie Foster) er overbevist om, at hendes patient er blevet myrdet, og sætter sig for at finde morderen. Hun får hjælp af sin franske eksmand Gabriel (charmerende, uhøjtidelige Daniel Auteuil), der tilsyneladende ikke har andet at tage sig til end at agere Lilians umage makker.

Sammen opsøger de mistænkte som Paulas mistænksomme ægtemand (Mathieu Amalric), der bebrejder psykologen for sin kones død, men som måske er en skørtejæger ude efter hendes arv. De henvender sig også til en hypnotisør (Sophie Guillemin). Hun luller Lilian ind i en dyb søvn til en parallel drømmeverden, hvor hun ser Paula sidde til klassisk koncert sammen med SS-officerer i uniform.

Det står aldrig helt klart, hvad der foregår – selv ikke da mysteriet bliver løst. Zlotowski tager ikke det psykoanalytiske spor seriøst, hvorfor publikum heller ikke gør det. De genkommende hypnosesyner gemmer på vigtige ledetråde, men filmen begraver dem i et væld af flashbacks, afledningsmanøvrer og bipersoner. Paula selv er så overset et offer, at vi dårligt nok får hende at se.

Det halvhjertede mordmysterie føles som et påskud for at udforske Lilians eget vie privée, og især hendes livskrise som en kvinde i den pensionsmodne alder.

Hun har helt mistet kontakten til sin søn (Vincent Lacoste), der for nylig selv er blevet far. Barnet må Lilian end ikke holde. Som terapeut er hun langt mere omsorgsfuld over for sine patienter end sin familie og dermed et klassisk eksempel på det franske ordsprog: ”Skomageren går altid i de værste sko.”

Da vi første gang møder hende, hamrer Lilian på sin nabos dør for at få ham til at skrue ned for Talking Heads-hittet Psycho Killer (hvis fransk-engelske omkvæd afspejler filmens kulturmøde). Hendes liv er blottet for varme og omsorg, og da hun får tårer i øjnene, er det et varsel om, at hendes krop reagerer på noget, hun ikke er parat til at indse.

Jodie Foster har skabt sig en karriere på kolde, utilnærmelige kvinder, og hun er perfekt castet som den skarpsindige, frigide psykiater. Endda på et fransk så formfuldendt, at man skulle tro, hun var blevet dubbet, selv om hun tidligere har demonstreret sin sprogkunnen i Jean-Pierre Jeunets En lang forlovelse.

Som filmen skrider frem, bliver Lilian mere opmærksom på sit eget livs skuffelser. Ikke mindst hendes fejlslagne ægteskab med Gabriel, som virker fast besluttet på at forføre hende igen. Stille og roligt skifter A Private Life fra et spændingsplot til en romantisk komedie om to forbitrede partnere, der giver forholdet en chance til.

I filmens ubestridt bedste scener er Lilian og Gabriel på tomandshold i biler, caféer og soveværelser, mens de langsomt indser, at lidenskab også kan findes i livets efterår – selv om deres forhold virker mere venskabeligt end romantisk.

Rebecca Zlotowski har med andre ord sat sig for at lave en psykologisk thriller og endt med en velspillet, overbevisende kærlighedshistorie.