A Different Man

Skuespilleren Edward (Sebastian Stan) lever et beskedent liv. Han har ingen venner og legemliggør det typiske billede på den sultende kunstner. Der er langt mellem rollerne, og han bor i en snusket New Yorker-lejlighed med en tiltagende vandskade. 

Edward har et meget anderledes ansigt. Det har deformiteter, der inkasserer lange blikke i metroen, forskrækker naboerne og indsnævrer rollemulighederne. 

Edward er miserabel. Idéen om, at han er forkert, er en del af hans selvforståelse. 

Lægen tilbyder ham at blive del af en testgruppe til et stof, der måske kan helbrede ham og give ham et normalt ansigt. 

Han er usikker, indtil et lysglimt i form af manuskriptforfatteren Ingrid (Renate Reinsve fra Verdens værste menneske) flytter ind ved siden af. Verdens mest flyvske kunstner er nysgerrig og bramfri, og selv om Edwards udseende chokerer hende, er hun ikke bange for at tale med ham. 

Så Edward takker ja til det eksperimentelle stof, og han rives og ruskes igennem en voldsom genfødsel, indtil Sebastian Stans åsyn titter frem. 

Allerede på dette tidspunkt er instruktør og manuskriptforfatter Aron Schimbergs A Different Man en mærkværdig fortælling. Med kulsort humor skildrer den et handikap, som mange nødigt vil se i øjnene. 

En af Edwards naboer begår selvmord, og med dennes nu herreløse kat i skødet kigger Edward ned på liget, der bugseres ind i ambulancen. Det hvide klæde bliver ved med at falde af kadaveret, og en isbil med en støjende jingle prøver arrigt at mase sig forbi den parkerede ambulance. 

Den absurde stemning gennemsyrer fortællingen, der er præcis lige så overvældende som filmens skildring af det tæt på tidløse New York. A Different Man lægger ikke fingre imellem Edwards fæle genopstandelse og hans konstante sammenstød med verden omkring ham, og filmen smører tykt på med besynderlige påfund som hullet i loftet, der måske er en metafor. 

Man skal spænde sikkerhedsselen, for historien bliver kun mere absurd. 

Edward genopstår som ejendomsmægler. Alt går, som han måske altid har drømt om, indtil han falder over Ingrid på gaden. 

Det viser sig, at hun har opsat teaterstykket Edward, hvis hovedperson har et anderledes ansigt og citerer replikker taget direkte fra deres samtaler. Nok har Edward fravalgt livet som handikappet, men aflægger alligevel prøve til hovedrollen. 

I samme øjeblik dukker Oswald op. I skikkelse af engelske Adam Pearson, som i virkeligheden er skuespiller og handikapaktivist for anderledes ansigter, vender Edwards fortid tilbage for at hjemsøge ham. 

Hvor A Different Man først føles som et sorthumoristisk drama med sci-fi-skær, træder filmen her i karakter som kalejdoskopisk magisk realisme. 

Fra den ene dag til en anden er denne frustrerende perfekte fremmede med et ansigt, der til forveksling ligner Edwards gamle, overalt i Edwards liv. Og Edward bliver mere og mere fortvivlet over, at Oswald trænger sig ind på hans territorie. 

Det er en surrealistisk oplevelse. 

Man ved aldrig helt, hvor filmen er på vej hen, og hvad Oswald egentlig er for en størrelse. Er han et ægte menneske eller en bizar metafor? 

Legen med publikums forventninger og tolkninger er fængende og veludført. Især grundet fabelagtige skuespilpræstationer fra især Sebastian Stan, som er en overbevisende ung Donald Trump i Ali Abbasis The Apprentince. 

I A Different Man inkarnerer han den både nedtrykte og undertrykte Edward og formår at gøre hver bevægelse kejtet og hver replik akavet uden nogensinde at virke karikeret. Edward er lige dele frygtelig og forståelig. 

Adam Pearson er hans perfekte modsætning. Han er altid stor i slaget, lidt for meget og så sød, at man får huller i tænderne. 

Det er en absurd kraftpræstation, der hænger fordomme ud i det det mærkværdige univers, som virker ægte og ærligt og samtidig er mystisk gådefuldt. 

A Different Man vokser og vokser i ens hoved. Den efterlader tilskueren med en opfattelse af, at normalitet ikke bare er overvurderet, men slet og ret destruktivt.